Lizzie Johnson befandt sig i krigszonen, da hun fik beskeden. Siden sidste sommer har Johnson dækket Ukrainekrigen for The Washington Post med base i Kyiv. Hun var midt i arbejdet i felten, hvor der i øjeblikket er så koldt, at hun under lyset fra en pandelampe måtte skrive noter med blyant, fordi blækket fra hendes kuglepen frøs, da hun modtog en mail fra avisens hovedkvarter på K Street i Washington:

»Som opfølgning på dagens kommunikation skriver jeg for at dele den vanskelige nyhed, at din stilling nedlægges som en del af dagens organisatoriske ændringer.«