»Anyone Who Had a Heart« (1963)

Vælg et Bacharach-nummer. Tæt på umuligt, så jeg vælger et lidt vanskeligt, men naturligvis et kæmpehit fra 1963, hvor Bacharach nærmest dannede kunstnerisk trio med Hal David, sangskriver, og Dionne Warwick.

Teksten er enkel: Hvis man overhovedet har et hjerte, kan man for pokker se, at kvinden er helt væk i den tilbedte, der ikke forstår. Klassisk hjerte og smerte, men oh boy, hvilken helt igennem svær melodi, selvom nummeret går under betegnelsen pop, bare prøv at synge med. Eller dans til den – held og lykke. Det er taktslagene, der driller sofistikeret, Dionne knækker koden, og Bacharach blev bare dristigere efter det. Synne Rifbjerg

 

»Trains and Boats and Planes« (1965)

Hvordan lyder hjertesorg? Som »Trains and Boats and Planes«, skrevet af Burt Bacharach og Hal David i 1965 og fremført uforglemmeligt af Dionne Warwick i 1966. Det virker, hver gang hun synger – »The trains and boats and planes took you away, away from me« – og selvom følelser jo sjældent er pure, så bor de følelser, som melodien og ordene vækker, måske et sted, der ikke kan blive beskidt? Det er ren poplykke, ren popsorg, ren knyttet næve mod hjertet og så hævet mod himlen og de forbandede flyvemaskiner.

På YouTube står Warwick alene i et tv-studie og synger, måske mimer hun, det er lige meget. Det er håbløst, og det er det, der gør så dejligt ondt, det, der er så purt, for »evigt ejes kun det tabte« og al den jazz. Sarah von Essen

»The Look of Love« (1967)

Intet varer evigt. Vi må tage vare på det, som muligvis kan opstå. Og på det, som fandtes en tid. Det var i dette grundsyn af tab og ømhed, at Burt Bacharach i 1957 fandt sammen med sangskriveren Hal David. Begge af jødisk familie – David fra Brooklyn, Bacharach fra Kansas City, Missouri. Resultat: en knejsende søjle af sange i den amerikanske kanon. B

acharachs uforlignelige legering af det æteriske og det uforskammet catchy, af Mahler og Motown, er eminent på »The Look of Love« fra 1967: en rislende bossanova mættet af Dusty Springfields hæse fylde. Overlagt, men allerede sorgfuld hengivelse: »Now that I have found you/ Don’t ever go.« Joakim Jacobsen

»Say a Little Prayer« (1968)

Som en sæddonor kan sangskriverens lod være at sætte børn i verden uden indflydelse på det videre liv. Men det er næsten, som om Bacharachs klassiske brill building-håndværk når nye højder, når hans musikalske arvemateriale får lov at vokse op uden for hans rækkevidde hos soulgiganter som Aretha Franklin.

Jeg får gåsehud, når jeg hører Franklins udgave af »I Say a Little Prayer«, hvor det bliver tydeligt, hvor raffineret Bacharachs komposition supplerer tekstforfatter Hal Davids ord, der veksler mellem jordbunden hverdag med makeup og løb efter bussen og knugende længsel i den lille tyste bøn. Fra blege musikpædagogakkorder til sitrende spænding på et splitsekund. Anders Boas

»I’ll Never Fall in Love Again« (1969)

Kunstneren må mestre en form, og vil man have en masterclass i komposition, skal man sætte »I’ll Never Fall in Love Again« på.

Først den lille blæserfigur over bossabeat (10 sekunder), så lige på med et dobbeltvers, der indledes med et spørgsmål, vi nødvendigvis må høre svaret på (»What do you get when you fall in love« – 45 sekunder), herefter kort, dybt effektivt omkvæd (15 sekunder), elegant tilbage til enkeltvers (22 sekunder), over til instrumentalt kontraststykke over omkvædets akkorder, hvor strygerne sætter ind, inden Dionne falder ind igen på hooket (15 sekunder), herefter over til det afsluttende vers, der besvarer det indledende spørgsmål og tilsætter en underspillet spansk guitar (»You only get lies, pain and sorrow« – 20 sekunder), så tager vi tempoet ud af omkvædet, inden vi elegant glider over i det indledende blæserostinat igen, og vi er færdige.

To minutter og 50 sekunders perfektion, en håndbygget form, man kan lægge sin længsel i. David Jacobsen Turner