Lukket for fortolkning

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens nyhedsbrev om cykling, Hjertets Bjerge. Læs mere og tilmeld Dem her.

Inden lyset blev slukket og tændt igen i Palais des Congrès i Paris, og længe inden de første rygter begyndte at florere, og de sidste taler blev afholdt før præsentationen af næste års Tour de France-rute, var den i hele sin mulige udformning mejslet ind i en helt bestemt figur. Det sportslige drama har sit uvægerlige tyngdepunkt i det forløbende og næsten kontinuerligt ultimative opgør mellem danske Jonas Vingegaard og slovenske Tadej Pogacar.

De to bedste etapeløbsryttere i verden har vundet de sidste fem udgaver på en sådan måde, at kun uheld inden eller undervejs kan ændre på næste års vigtigste spørgsmål, hvad løbet angår: Kan Vingegaard komme tilbage og slå den udgave af Tadej Pogacar, der ikke bare rejste sig efter det smertelige nederlag, Vingegaard påførte ham sidste år, men tårnede over alt og alle i så suveræn en grad, at al konkurrence blev udvisket. Først blev det stående som et håb, næret af Vingegaards imponerende og eneste etapesejr, men et, der sidenhen bristede for til sidst at genopstå som et drømmescenarie for næste runde samme tid et andet sted.

Den begynder næste år i Lille, men det kunne lige så godt have været i Vendsyssel eller på bagsiden af Månen, hvad angår det overordnede narrativ. I samme åndedrag er der både et lettelsens suk og en bekymring. Lettelsen skyldes afviklingen af den hypotetiske gætteleg om, hvem ruten mon ligger bedst til. Det er blevet et ligegyldigt spørgsmål, al den stund at Jonas Vingegaard først og fremmest ikke bare skal finde tilbage til sit gamle og vindende niveau, men som minimum rykke op i den sfære, hvorfra Tadej Pogacar straffede alt og alle efter forgodtbefindende i år. Da Visma-Lease a Bike satte alt ind på at knække sloveneren på 19. etape op til Isola 2000, trådte Jonas Vingegaard efter eget udsagn sine bedste tal nogensinde. Det er i sig selv uhyggeligt imponerende, når man tænker på, at hans forberedelser var totalt kompromitterede. Men for talknuserne i holdets taktiske afdeling må det være et lige så stort hovedbrud, at Pogacar satte ham fra hjul, netop da den rekord blev registreret. Det er bekymringens dybe suk, og det kan ikke være blevet mindre af noget af det, Pogacar har foretaget sig siden da.

På den måde skal Vingegaard først og fremmest blive endnu bedre, end han har været nogensinde før, for at vinde det eneste, der virkelig tæller for ham og for holdet, han kører for. Andre løb er væsentlige for andre ryttere, men danskeren har uden tvivl intet andet end revanche og hævn i hovedet, når han tænker og træner i retning af næste år. Der er på den anden side heller ingen grund til at afskrive mulighederne for, at det skulle kunne lade sig gøre. Danskerens Tour i år blev af åbenlyse grunde overskygget af Pogacars dominans, men hans comeback var et fysisk og mentalt mirakel. Det må alt andet lige give et enormt stærkt grundlag at bygge videre på. I sidste ende handler det udelukkende om, hvor hans yderste grænse går, hvis vi får den duel, alle andre end deres konkurrenter håber på. Nemlig den, hvor de to forsvinder sammen på de sværeste etaper.

Og dem er der mange af på den rute, Christian Prudhomme stolt kunne præsentere i Paris i dag. Med et løb helt og holdent på fransk jord med start oppe i det nordligste departement har hans rutearkitekter skubbet tyngdepunktet længere fremad på ruten sammenlignet med i år, hvor løbet begyndte afsindigt hårdt. De indledende etaper rummer lumske afslutninger, men selvom Pogacar skulle kunne tage bonussekunder hist og her, er det næppe det, der kommer til at tippe det ultimative læs i afgørende grad. Men Vingegaard skal være klar fra begyndelsen, da den første længere enkeltstart på papiret ligger bedst til sloveneren, selvom det papir nok er bedst tjent med at blive krøllet sammen, da sammenligningsgrundlaget for danskeren lige så vel kan gå hen at blive Remco Evenepoel, da ingen af de to i udgangspunktet kan regne med at komme i nærheden af dette års vinder.

Næste års løb bliver afgjort i bjergene. Hvornår og hvilket af dem er heldigvis umuligt at spå om, men for spændingskurvens skyld kan man håbe, at det ikke allerede er sket efter Pyrenæerne eller på Mont Ventoux på 16. etape. Alperne er grusommere end sidst næste år, og det ville være en skam, hvis 18. og 19. etape med deres samlede bjergløfte på over 10.000 højdemeter skulle blive en scene uden drama. Meget kan ske inden da, men forhåbentlig er der stadigvæk væsentlige konklusioner, der skal drages til den tid. Ellers hænger Tourens frommeste håb på en af de tykkere grene på tilfældigheders træ. Konklusionen efter i år handlede om noget helt andet, nemlig det næste store brag mellem de to store i parallel topform.

Pogacar vil formentlig fortsat det hele, og Vingegaard vil uden tvivl kun en ting mest af alt. Om det giver dem fordele hver især, vil tiden vise. Muligvis mødes de først med et løbsnummer på ryggen, når Tour de France begynder i Lille 5. juli, men selv hvis det ikke er tilfældet, vil dramaet være intakt, uanset hvad der er sket inden da. Forskellen til de foregående udgaver er, at stillingen lige nu er ulige. Forsvarer Pogacar sin sejr, har han dobbelt så mange som danskeren, der på den måde ufrivilligt kunne begynde at ligne en mellemfigur i en æra, der fortsætter, indtil eneherskeren ikke mere har lyst.