Denne artikel udkommer også i Weekendavisens nyhedsbrev om cykling, Hjertets Bjerge. Læs mere og tilmeld Dem her.

På et bestemt tidspunkt under et verdensmesterskab i landevejscykling kommer der et tryk. Det markerer det sted i løbet, et godt stykke inden finalen, hvor det skal gøre ondt for alvor, og hvor feltet skal halveres. En forudsigelig manøvre, men en, man alligevel ikke kan forberede sig på. Et nøglemoment i et mesterskab, alle sidder og venter på.