Tvivl og grønne skove

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens nyhedsbrev om cykling, Hjertets Bjerge. Læs mere og tilmeld Dem her.

Det kunne til forveksling ligne ugens mest krævende opgave, da Tadej Pogacar med noget besvær hævede en meget stor, aflang mortadella-pølse op over hovedet, da han stod på podiet efter sejren i Giro dell’Emilia forrige lørdag. Men det ville givetvis være en hån mod konkurrenterne, eller hvad man efterhånden skal kalde de klasseryttere, den nykårede slovenske verdensmester satte efter forgodtbefindende på den første af fem ture op til det hellige sanktuarium ved San Luca, der tårner over Bologna. I sit første løb i den regnbuefarvede trøje var sloveneren lige så suveræn, som han var i den præstation, der skaffede ham den. Umulig at følge, umulig at slå. Han kører sine helt egne cykelløb.

At kalde en skovl for en skovl og en pølse for en pølse er noget nemmere end det igangværende definitoriske slagsmål om, hvem der er tidernes største cykelrytter. I et nutidigt perspektiv er der ikke skyggen af tvivl, for i den nu afsluttede sæson har Pogacar været så urørlig, at der ikke er fortilfælde af så guldrandet en sejrsliste i et enkelt kalenderår. En nylig statistik fra den danske pointnørd Mathias Mundbjerg opregner, at sloveneren i det indeværende år har optjent flere point end for eksempel Vingegaard, Pantani, Van Aert, Geraint Thomas, Bahamontes og Adorni har gjort hele deres karriere.

De få, vigtige løb, Pogacar ikke har vundet i år, er stort set kun dem, han ikke stillede til start i. Han mangler stadigvæk at sejre i Milano-Sanremo og Paris-Roubaix, men hvem ville i ædru tilstand udelukke, at han henter dem før eller siden. At han aldrig kommer i nærheden af Eddy Merckxs groteske sejrsliste, er der mange årsager til, men selv hvad de årsager er, skiller lige nu vandene. Måske er det mest forstandigt bare at konstatere, at de i hver sin tidsalder kunne dele de sportslige verdenshave med ganske få pedaltråd og få atletiske mirakler til at ske. På den måde bliver det et filosofisk temperamentsspørgsmål at vælge side eller helt at lade være. Cykelsportens hang til nostalgi skal man passe på med at kvantificere.

Derfor var det med et overskueligt spændingsniveau, at årets sidste Monument, Lombardiet Rundt, blev kørt i går, for hvem skulle egentlig kunne tæmme Pogacars flugt mod en fjerde sejr i træk i den mest bjergrige klassiker på kalenderen, der ville bringe ham op på siden af en anden mytologisk mester, nemlig Fausto Coppi? Det var et retorisk spørgsmål, skulle nogen være i tvivl. Løbet omkring Comosøens strålende efterårsnuancer var derfor mest af alt en nedtælling til den frygtindgydende lancering, UAE-holdet ville levere verdensmesteren med. Den faldt prompte på nøglepunktet ved Colma di Sormano på den østlige side af søen, hvor konkurrenterne klog af skade bevidst undlod at smelte vingerne ved at forsøge at gå med. Da hullet først var slået, var løbet afgjort. Remco Evenepoel leverede en heroisk og helhjertet jagt, men lige lidt hjalp det. Pogacar var lige så suveræn og urørlig i årets sidste optræden, som han var i den første, da han pulveriserede konkurrenterne 80 kilometer før mål i grusvejsløbet Strade Bianche.

Hvis der på bunden af Pandoras æske kun var håbet tilbage, da alle ulykkerne var blevet lukket ud, er det ironisk nok helt omvendt med Pogacars version af den myte. Han har sejret, regeret og triumferet, og nu er der så kun tvivlen tilbage for dem, der ikke tror på det, de ser. Eller i en lidt mildere udgave – den folkelige skuffelse over det angiveligt kedelige i at bevidne en mester folde sig ud uden nævneværdig modstand. Selvom den tvivlsomme ære er tilfaldet mange andre af tidernes største, ikke mindst Eddy Merckx og for så vidt også Bernard Hinault, så er der mere end bare et skær af antydning om snyd, når irritationen skal konkretiseres. De bevæger sig snarere som kolde konstateringer, der kriminaliserer verdensmesterens evner, der åbenbart er lige lovligt meget af det gode. Men den negative bevisbyrde er tung at løfte, for hvor finder man egentlig en dokumentation af den art, der tilfredsstiller et ideologisk syn på dominans, der er farvet af en generation, manden selv intet har at skaffe med. Det er cykelsportens arvesynd, som Pogacar har fået i dåbsgave, og for nogle vokser den for hver sejr, han henter.

Heldigt for ham er han foreløbigt uberørt og lige så lykkeligt ligeglad, som han altid har været. Spørgsmålene bliver rutinemæssigt stillet »på vegne af seerne«, og svarene kan han efterhånden udenad. Det vil fortsat være en uafvendelig kontekst, som kan vokse i omfang alene af den grund, at han en dag bliver træt af at høre på den. Storhed og smålighed er et umage par, også i cykelsporten, og på en enkelt sæson er Tadej Pogacar gået fra at være (næsten) alles rastløse legebarns udgave af det tøjlesløse geni til at være en dum dominator, der ikke engang kunne forære Jonas Vingegaard en sejr, selvom danskeren havde kvast ham ved en hver given lejlighed året inden i det samme løb. Det er godt at være god, men så heller ikke mere. Men det er alligevel svært at forestille sig, at Pogacar har tænkt sig at gribe om bremsegrebet for at vinde større respekt hos en del af publikum, der helst vil se ham blive knaldet for noget korrupt.

Overskriften for artiklen om Pogacars sejr i dagens udgave af den franske sportsavis L’Équipe lyder: »L’Apothéose«. Men hvis den atletiske guddommeliggørelse af mennesket Pogacar blev fuldbyrdet i den sæson, der nu er slut, er mandens egen største udfordring herfra at menneskeliggøre sin egen tilstedeværelse i sporten. Kort sagt, finde sine egne ben i den situation, han nu står i, efter at have trådt al konkurrence ud af hjulet. Det kan ligne en misundelsesværdig byrde at bære den regnbuefarvede tyngde, for hvem ville ikke tage det på sig at skulle være den største og så leve med det? Pogacar har et naturligt forspring her, der muligvis ikke er lige så stort som hans fysiske, men hvis selvfølgelighed er påfaldende, for manden har reelt set ikke ændret udtryk og væremåde som personlighed i cykelsporten i de seneste seks måneder fra hans første sejr i marts til den seneste i går, hvor han har sat en ny dagsorden for sportens øverste niveau. Det er folks holdning til ham, der har ændret sig.

Nogle vil sige, at der ikke er mere at vinde, og at der kun er tvivlen tilbage herfra. Men det vil i så fald være et udsagn på hans vegne og ikke i hans ånd. Han er kommet for at tage det, han føler rettelig er hans i de år, han har til at vinde det. Og hvis den yderste fraktil af massernes gunst ikke er en del af det regnskab, er det måske lige så meget et udtryk for forskellen mellem ham og dem, som det markerer afstanden mellem en unik atlet og alle de andre, uanset tidsalder og tilhørsforhold. Man kan diskutere, hvilke epoker der har fostret de største ryttere, og det er et åbent spørgsmål, hvem der ultimativt overskygger alle andre. Men at de bedste er helt deres egne, er svært, hvis ikke umuligt, at komme uden om. Den singulære sejr kan ingen tage fra Tadej Pogacar, hverken nu eller næste år.