Luk roligt øjnene

Den græske myte om kongedatteren fra Kreta, Ariadne, der af sagnhelten Theseus efterlades på øen Naxos, var i 1916 nok stadig skolelærdom. Komponisten Richard Strauss og digteren Hugo von Hofmannsthal friskede historien op med den behændige og dog så komplicerede kammeropera Ariadne auf Naxos. Her skal en ung komponist i Wien på Mozarts tid efterkomme en bestilling fra et rigt herskabspar om at underholde et middagsselskab, lige efter en souper i salonen, men før et fyrværkeri i slotsparken. Under forberedelserne får de ignorante værter den idé at føje en gøglertrup til opførelsen, først som finale, men så til komponistens rædsel indføjet i selve den seriøse opera. I Strauss/Hofmannsthals elegante toakter får vi nu først den frustrerede hurlumhej, før projektet realiseres. Så mirabile dictu selve den ønskede opera, garneret med ustyrlige gøglere, men uden at tabe den forladte Ariadne af syne. Den hidsige komponist er stået af efter forspillet, han får slet ikke tid til en soloarie, men er dog blevet et både bastant og velklingende parti for en mezzosopran.

I instruktøren Katie Mitchells opsætning på Det Kongelige Teater er den unge hedspore faktisk en kvinde, der også påtager sig med elegante fagter efter pausen stumt at dirigere opførelsen af hendes mesterstykke, hvor alt falder på plads. Elisabeth Jansson mestrer partiet med dybtglødende overskud. En anden, der også har forladt mændenes verden, er den ubønhørligt kommanderende hushovmester, en talerolle, der plejer at tilfalde dumstædige mænd, men som i Mitchells regi klares med elegance af skuespilleren Katrin Weisser.