Egentlig er det jo irriterende, når en anmelder bare gerne vil bekende sig til et værk og i bekendelsen gerne vil imitere værket. Men når man nu bare er ret bjergtaget, og når Pigedyr nu slutter som en slags invitation til en slags kirke, der tilbeder de unge piger, er det vel nærliggende at opbygge sin anmeldelse som et udkast til de hellige bud i denne nye religion, eller hvad? Tilgiv mig, men nu vil jeg prøve det af.

Hvis man leger med den tanke, kunne første bud lyde »Ær den hellige skrift«. I det her tilfælde taler vi om romanen af samme navn som forestillingen, nemlig Pigedyr af Cecilie Lind, der var en af sidste års bedste bøger på dansk og bare en ret suveræn og ublu og fandenivoldsk tekst om en glubsk og glasagtig teenagepige ved navn Sara, der er hadet af sin mor, begæret af sin konfirmationspræst og i sultekonkurrence med sin bedste veninde. Bogens store styrke – som også bliver forestillingens store styrke, fordi romanen er nænsomt bearbejdet og iscenesat af Rebekka Boyding – er, at den tør lade teenagepigen være lysten og lystobjektet i en og samme krop, noget på engang skrøbeligt og stålfast.