Livets tenniskamp

Jeg tænker på tennis, de fleste aftener inden jeg falder i søvn. Besættelsen er kommet snigende de seneste uger, måske den seneste måned, jeg tror, den begyndte lige før påske.

Vi var på køreferie i det sydøstlige USA med min kærestes forældre, der var på besøg fra Danmark. På turens sidste stop, en søvnig ø i det sydligste South Carolina, boede vi et sted med tennisbaner i baghaven. Jeg havde kun prøvet at spille tennis et par gange før, og det var mange år siden, men de seneste måneder havde jeg gået og tænkt på, at jeg godt kunne tænke mig at lære det. Det var ikke, fordi jeg drømte om at få en decideret tennistræner – den tanke havde jeg for længst afvist, efter at en veninde fortalte mig, at hun for nylig var begyndt at tage timer hos en sådan træner, men at hun de første mange gange slet ikke skulle spille tennis. I stedet skulle hun, for at øve sin øje-bold-koordination, fare rundt på banen og fange tennisbolde med en omvendt trafikkegle. Den grad af ydmygelse skulle jeg ikke nyde noget af.