Livet i det digitale forsamlingshus

Mens mange i disse måneder dropper Facebook af politiske årsager, er det, som om vi rent har glemt, hvor langt ude et sted det for længst har udviklet sig til helt i egen ret. Mit feed er efterhånden mest videoer af streetfoodsælgere i Indien, der fremstiller variationer over konceptet yoghurtbudding. Det er vitterligt det. Og så dumplings! For nylig blev en af disse små dejlommer skåret op med en hobbykniv, og ud sprang en fugleedderkop. Engang kunne jeg læse opslag fra mine venner, men i dag er det kun selfieglade politikere, der rent faktisk skriver noget, og derudover forsøger algoritmen ellers at fylde hullerne ud med samtlige opslag fra Crazy Daisy i Fjerritslev, hvor det, kan jeg meddele, går fint. Men hvorfor er jeg her stadig?

Svaret for mig har altid været: grupperne. Altså de små separate underfællesskaber, man enten selv kan oprette eller melde sig ind i. For hvis løftet engang var, at de sociale medier skulle skabe gnidningsfri forbindelser mellem venner og bekendte på tværs af kloden, er tjenestens stærke side i dag paradoksalt nok blevet det lokale. Min andelsforening har således en gruppe, hvor man kan skrive ud, hvis man mangler en tapetafdamper, eller hvis man er i humør til et mere eller mindre oplyst skænderi om, hvorvidt vi bør tilbyde reder til den hårdtprøvede trækfugl mursejleren. På samme måde har Nordvestkvarteret i København, hvor jeg bor, også en gruppe, hvor de fleste snakke drejer sig om en lille rød kat ved navn Bjarne, som en stor andel af gruppen mener får lov til at gå for meget alene rundt oppe på kirkegården.