Om en pandes tid slutter endnu et kapitel i min karriere som Far og Alfahan på matriklen.

Blandt de mange ting, min søn har arvet fra mig – smagen for britisk rock og Bjarne Reuter, tendensen til at tale højt og længe – finder man nemlig en eksplosiv vækst i de tidlige teenageår. Næsten dagligt sniger jeg mig til at give ham et kram, og hver gang kan jeg mærke, at vi begge måler efter. Retter ryggen lidt ekstra, løfter næsen, ser hinanden i øjnene. Endnu må jeg kigge skråt nedad, men der kan højst være fire-fem måneder til, at han runder mine 195 centimeter.

Og hvad så? hører jeg mig selv mumle defensivt, det er naturens gang – farrollen er ofte vokset dig over hovedet, og selvom det snart sker i helt konkret forstand, vil du stadig være en slags autoritet for ham. Også 14-årige har brug for vejledning.

Men så får jeg øje på mit yndlingsfoto af vores familie. Det hænger på opslagstavlen i gangen og er taget på et særligt tidspunkt i vores liv, hvor vi kunne lave en perfekt Dalton-brødre-opstilling. Bagerst står jeg og ser hen over hovedet på min hustru, som ser hen over hovedet på vores søn, som ser hen over hovedet på sin lillesøster. Det er en harmonisk opstilling, pengene passer, og min ocd-hjerne kan godt lide den slags orden.

Illustration: Gitte Skov
Illustration: Gitte Skov

Men alt er jo en fase. Skulle vi prøve at gentage fotoseancen i dag, ville kun den laveste i flokken have øjenkontakt med fotografen. Søn og mor har for længst byttet plads i det vertikale hierarki, og inden vi får set os om, vokser datteren også sin mor over hovedet. Der er opbrud i systemet, og af en eller anden grund føles det vigtigt for mig.

Modtag Weekendavisens kulturnyhedsbrev

Kom med ind på kulturredaktørens kontor, når Kathrine Tschemerinsky giver perspektiv på ugens vigtigste kulturhistorier.

Hermed giver jeg tilladelse til, at Weekendavisen ugentligt sender en mail med udvalgte historier og i tilfælde af særlige historier og ekstraordinære begivenheder mere. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan De læse mere om tredjeparter og hvordan De trækker Deres samtykke tilbage.

HØJDE ER NEMLIG en integreret del af min selvforståelse. Jeg kan lide at være lang, jeg har aldrig været til en koncert, hvor jeg ikke kunne se scenen, og hvis De har kendt mig tre fadøls tid, er der en vis chance for, at jeg griber Dem om nakken og ugler Deres hår som en kærlig gestus.

Ubehøvlet, måske, men jeg har optjent retten til at være høj i hatten. Ikke mindst i min vækstspurt i 12-14-årsalderen. Af en eller anden grund var det dengang legitimt at kommentere tynde menneskers kroppe, og jeg måtte høre på lidt af hvert, dengang jeg voksede 16 centimeter på et år og følgelig tilbragte sjette klasse som todimensionel. Selv ganske overvægtige mennesker greb rask væk om mine spaghettiarme og delte ud af morsomme betragtninger om anoreksi og kz-lejre og xylofon-ribben, og hvis man desperat gav igen og spurgte, om deres blodtype var nutella, blev de oprigtigt fornærmede. Kun de tynde var lovligt bytte, uagtet at krops-shaming gør lige så ondt på en teenager med torpedostofskifte.

Inderst inde vidste jeg dog godt, at jeg en dag ville le sidst, når jeg trådte ind i de høje herrers rækker. For der er mange fordele ved at være høj, så snart man holder op med at dukke nakken for at se folk i øjnene og i stedet begynder at se ned på dem.

Jo, min barndoms overbo og vennefjende var bedre end mig til fodbold, og det blev ham og ikke mig, der fik det eftertragtede kys af den søde pige på fritidshjemmet, selvom hun højdemæssigt passede langt bedre til mig. Men jeg havde altid et comeback klar. Hvis han var flabet, kunne jeg udføre min indøvede rutine, hvor jeg kiggede hen over hovedet på ham, når han talte til mig, som om jeg ikke havde lagt mærke til, at han stod helt dernede. Og hvad ville han gøre ved det? Hoppe op og bide mig i knæet?

DERFOR under jeg også sønnike hans statur. Den kommer til at tjene ham vel, og han er tilmed sportsmand og har allerede stabiliseret den lange ryg med en solid muskelmasse, jeg ville have misundt ham i den alder, og som forhåbentlig vil skåne ham for de lændehold, jeg selv bakser med. 

Alligevel bliver det mærkeligt snart at skulle kigge op for at se ham i øjnene. Ikke kun af sentimentale årsager, men helt fysisk: Min nakke er ikke disponeret til at kigge opad under samtaler. Her i bladhuset er der én gigant, som vandrer rundt med en krop markant længere end min, og jeg kan intuitivt ikke lide ham.

MEN DER ER OGSÅ mere på spil. For det første: At højde er og bliver knyttet til prestige. Napoleon var gennemsnitlig af størrelse for franskmænd på sin tid, men ved at mobbe ham lille på satiretegninger forsøgte briterne at minimere hans betydning.

For det andet: At en familie også er en organisation med magtstrukturer, spejlinger og rivaliseringer. Forældre og søskende er mange ting – livsvidner, tryg base, betingelsesløs kærlighed – men de er også konkurrenter og en væg, man spiller bold op ad. Der skete noget med dynamikken, dengang jeg som 13-årig begyndte at kalde min otte år ældre søster for »Lillesøster«, og da jeg et par år senere også voksede min ellers høje mor over hovedet. En opsang føles bare mindre intimiderende, når den leveres nedefra. 

Ethvert ungt menneske vil gerne besejre sine forældre, lige indtil det faktisk lykkes, og man ser deres skrøbelige menneskelighed og straks ønsker sig tilbage til trygheden ved at stå i deres skygge.

Om syv centimeter er cirklen sluttet, og jeg skal selv give plads til den nye giraf i byen. Men for hans egen skyld giver jeg mig ikke uden kamp, og sjældent har min holdning været mere rank end nu i mit 43. leveår.

Planen herfra: Først intensiv pilates. Så en ny tur til fotografen, når Dalton-brødrenes nye orden er faldet på plads. Heldigvis kan jeg stadig slå ham i armlægning.