Først er der en gammel kvinde og en lille pige, som løser krydsogtværs sammen. Pigen rejser sig og tager afsked. På vej hen ad gangen standser hun ved hver enkelt dør og siger grundigt farvel til beboerne på plejehjemmet. Nelly er i det hele taget en sød og betænksom pige på næsten ni år.

I bilen spørger Nelly, om hun må spise sin snack. Hendes mor (Nina Meurisse) er filmet i profil, mens hun sidder ved rattet og tænker på sit. Snart kommer den lille hånd ind i billedet bagfra og holder en ostereje hen til mors mund. Mor tager imod den uden at se væk fra vejen. Det gentager sig to gange. Så kommer hånden med en juicekarton. Da smiler den voksne kvinde omsider og trykker sin kind ind til hånden.