Der er intet som 1930erne, der drager og fascinerer os, en bizar og uforudsigelig epoke med på den ene side normbrydende frisind og delikat dekadence, på den anden børskrak, politisk tumult og utæmmelige nationale længsler, ramt på kornet i film som Cabaret og serier som Babylon Berlin.

I München – på krigens rand, som netop har haft premiere på Netflix, er vi tilbage i det på en gang løsslupne og dystre årti, med netop den blanding af faktuelle historiske kendsgerninger og kontrafaktisk fiktion, der kan være frugtbar, hvis fiktionen ellers virker troværdig. Det vender vi tilbage til.