TILBAGE I 2010 LAVEDE DR lidt af en genistreg: Kanalens mangeårige naturmand Jørgen Skouboe blev parret med kokken Nikolaj Kirk for at skyde en and ved Randers Fjord og derefter tilberede et måltid sammen. For faste Nak & Æd-seere virker deres møde helt aparte: De kender ikke meget til hinanden, da de mødes i regn- og blæsevejret. Nikolaj indrømmer hurtigt, at han ikke intet ved om det grej, han bliver præsenteret for, mens Jørgen må erkende, at han ikke kan svømme. De to har altså brug for hinanden; også hvad angår hinandens kendskab til henholdsvis madlavning og jagt, hvilket synes at være programmets grundpræmis. Og samtidig grunden til, at det fortsat fungerer i dag. Men tilbage til anden: Den formår de ikke at få med tilbage til lejren, og derfor skal de tilberede en art strafbytte: kragen. Den rammer Klods Hans 1 og 2 efter eget udsagn til gengæld lige i øjet, og med ét anes konturerne af et helt igennem fremragende koncept.

Sæson 12 blev skudt i gang i sommer med fire afsnit, og det første, »Tilbage til start«, viser netop de to kammeraters – for det er de i den grad blevet, siden første afsnit havde premiere – forsøg på igen at få ram på en and ved Randers Fjord. Nu varer de enkelte afsnit ikke længere blot 29, men hele 58 minutter, og de seneste fire er blevet vist her i januar. Det betyder, at der er mere tid til at rigge lejren til, drikke øl, gå på rov efter et supplement til det nedlagte dyr (eller strafbyttet), små konkurrencer og piberygning en masse. Og det kan jo lyde lige lovlig voldsomt med en times Jagtmagasinet-light. Især når man som overtegnede – der har set alle afsnit mindst én gang – ikke interesserer sig det fjerneste for at slå dyr ihjel med hagl og patroner. Det er i virkeligheden heller ikke, det Nak & Æd handler om.