En ode til Odden

I DEN NÆSTSIDSTE SCENE af den tredje og sidste sæson af DR3-ungdomsserien Doggystyle, som jeg ville ønske, jeg elskede højere, end jeg gør, sidder vores hovedpersoner Asta og Jose på en af seriens mange strande. Denne gang en stenstrand. Bag dem: højt græs og af vinden skævblæste fyrretræer. »20 er nok,« siger Jose, »maks. 25.« »Det siger måske noget om dine ambitioner for livet,« svarer Asta med et selvtilfredst udtryk.

De er i færd med at lave en liste over alle de ting, de skal nå, inden de dør, men er altså blevet uenige om, hvor mange punkter sådan en liste skal have. Da Asta efterfølgende læser op fra sin, afbryder Jose hende og spørger, om det med at skumbade i storkespringvandet er »en ægte drøm eller en Insta-drøm«? Godt spørgsmål. Det »venneskændes« de lidt om, indtil en alvorlig mine pludselig indfinder sig bag ved Astas røde hjerteformede solbriller, og hun, tillad mig at citere langt, siger som følger: »Man burde i virkeligheden gøre alle de her ting uden at dokumentere det. Så alt ikke er: ‘Se, hvad jeg har gjort,’ men mere sådan: ‘Det her vil jeg gerne se og gøre og opleve, fordi min krop og mine knogler vil det, og ikke fordi det er sejt.’«