Følelsernes science fiction

VI ER EFTERHÅNDEN to hårde år inde i vores egen, meget virkelige pandemi, så det virker måske omsonst at give sig i kast med en fiktiv en af slagsen. Ikke desto mindre vil jeg opfordre til, at man med det samme går i gang med at se Station Eleven – denne overbelyste, marehalmsvirrende og luftige fortælling om den tungeste sorg. Baseret på den canadiske forfatter Emily St. John Mandels roman af samme navn handler serien med største selvfølgelighed om så umage elementer som handelslogistik, Shakespeare, et tegneseriehæfte, der måske er begyndelsespunktet for en dødelig influenzapandemi, og en skuespillertrup, der i varevogne med hestetræk turnerer rundt i en tilgroet verden, 20 år efter at selvsamme sygdom har dræbt næsten hele klodens befolkning.

Ulig alle andre pandemier indledes denne med et naturligt dødsfald. Den, forstår vi, lettere afdankede hollywoodstjerne Arthur – spillet af Gael García Bernal, som jeg slet ikke vidste, i hvor høj grad jeg havde savnet – falder om med et hjerteanfald på scenen midt i sit forsøg på at genvinde selvrespekten som skuespiller med en hovedrolle i King Lear.