Jeg er ikke sikker på, at der bag valget om at gøre hovedkarakteren i Desertør til en dukke i børnestørrelse ligger et ønske om at lede tankerne i retning af Pinocchio, men historien om den unge, navnløse mand, der ender i fangenskab efter at have deserteret fra den tyrkiske hær, kan godt forstås som en både forvrænget og beslægtet udgave af historien om den lille trædreng.

Forvrænget, fordi han er født menneske, men sidenhen blevet hård og umenneskeliggjort – fra isolationscellen får vi historien om en barndom og ungdom i skyggen af det armenske folkedrab, hvor venner dør, familie dør, og ungdomsflirts visner, før de blomstrer.