Genoplivning. Etnografi er en mangelvare på museerne og i samfundet generelt. Det bør der laves om på.

Lidt for permanent

Da jeg læste antropologi, lå instituttet i Frederiksholms Kanal tæt på Nationalmuseet. Etnografisk Samling genopstillede sine permanente udstillinger i de år, og de af os, som studerede oprindelige folks kulturer i den store vide verden, havde naturlig gang på museet. I kælderen og baghuset af instituttet huserede arkæologerne. Gennem kældervinduerne til kanalen kunne vi skimte deres uendelige pilespidser og potteskår, som man også gik sukkerkold i på Nationalmuseets døsige oldtidsudstilling. Vi følte medlidenhed med arkæologerne, som skrabede i den hjemlige muld, mens vi rejste i hele verden og vekselvirkede med seje, levende folkeslag.

Hovmod står for fald. De etnografiske udstillinger opstillet først i 90erne er de selvsamme, som Nationalmuseet, Danmarks hovedmuseum, viser danskerne og turisterne i 2022. Det er museal fattigdom; verden ændrer sig, viden akkumuleres – ideelt set i hvert fald – og permanente udstillinger bør jo ikke være permanente. Det er desuden mange år siden, at Nationalmuseet har haft en etnografisk særudstilling i Egmonthallen, hvilket ellers løbende kunne have bragt museets righoldige samlinger i spil.

katk
Katja Kvaale (f. 1964) er antropolog besmykket med Københavns Universitets Guldmedalje. Katja har i peruansk Amazonas, Stillehavet, Filippinernes bjerge og ved såkaldt ’oprindelige folks’ fælles FN-repræsentation i Gèneve og New York forsket i kulturel kontinuitet som det erfares og praktiseres i folks levede liv og som det repræsenteres politisk af eliten; siden har hun sammenlignet med nye og ’oprindelige’ danskere. Det er også kulturel (dis)kontinuitet – forestillet, reel, (im)materiel/museal, indført, opført og fremført, lokal, national, etnisk og politisk – Katja har skrevet om i Weekendavisen siden 2015, især på etnografiske og kulturhistoriske museer.

Andre læser også