Ingen stat, kun et privat vagtværn af hundehvalpe gør verden til et sikkert sted. Foto: Spin Master Photo Credit: Courtesy Of Spin Master

Hundeliv. Staten er fraværende, politikerne er onde, og nogle glade, bevæbnede hundehvalpe har volds­monopolet. Velkommen til PAW Patrol, tidens største børnekulturfænomen.

Leviathan

I sidste uge på en strålende solskinsdag var jeg i biografen med min dreng for at se den nye PAW Patrol-film. Han er knap 3,5 år, og det var anden gang nogensinde, han var i bio – første gang var i forrige uge, hvor han så ... den nye PAW Patrol-film. Allerede her må man nok forvente, at læserskaren deler sig i to: Befinder man sig i den afslappede livsfase, hvor børnene enten er flyttet helt hjemmefra eller i det mindste store nok til selv at cykle gennem byen og af og til stå for aftensmaden, ja så aner man næppe, hvad jeg taler om. PAW Patrol?? Men alle vi andre, os med småbørn, ja faktisk enhver, som det seneste årti har haft berøring med børn mellem to og seks år – bedsteforældre, pædagoger, babysittere – de ved præcis, hvad jeg mener, og sangen kører sikkert allerede for det indre øre.

Den britisk-canadisk-amerikanske animationsserie PAW Patrol er nemlig ikke en hvilken som helst børne-tv-serie. Det er et globalt fænomen, en generationsvøbe, en multimilliard-børne-merchandiseforretning: Syv milliarder dollar var der solgt penalhuse og plasticbiler for i efteråret 2018, hvilket ifølge Bloomberg overgår Frozen, Star Wars og Mickey Mouse. Serien kører i 160 lande på over 30 sprog: walisisk, koreansk, hindu, finsk … 353 afsnit af 11 minutters varighed med den åh så nådesløst hjerneklæbende titelsang: »Paw Patrol/ Paw Patrol/ Klarer alt på farten ...«

cben
er skribent på Weekendavisen og beskæftiger sig med alt muligt: Fra de politiske opbrud i Europa til pastaretter og centralbanker, død, gæld og klimaforandringer. Han er uddannet cand.mag. i medievidenskab og har tidligere været Europa-korrespondent i Bruxelles for Dagbladet Information.

Andre læser også