Ungdommen er fortabt. Var det ikke cirka det, der var budskabet, da DJØF-kulten OECD publicerede resultatet af sin seneste PISA-undersøgelse? Den vestlige verdens teenagere kan hverken læse eller skrive, for deres evne til logisk tænkning er udliciteret til techfirmaer i Silicon Valley. Naturfag, dansk, matematik: Glem det. Vi skulle – sagde vi det ikke nok – have lyttet til de udskammede sure, gamle mænd, mens tid var. Nu er det for sent, alt er for sent.

Så hvad optager den danske ungdom, mens den er på vej mod afgrunden? Det får man et godt indblik i, hvis man lytter til et af tidens mest hypede musiknavne, den maskerede rapduo Smøgmænd. På årets Roskilde Festival var de det helt store samtaleemne i opvarmningsdagene, hvor folk diskuterede genremærkater som dark academia, og om det var rigtigt at betragte de anonyme nonsensdyrkere som et kryds mellem danske Malk de Koijn og amerikansk eksperimentalrap.

Med postapokalyptisk skvulpende beats og udsyrede linjer som »fik to lammeskind foræret af en zar fra det gamle Korinth/ underuld af hund, edderdunslabyrint« får Smøgmænd i hvert fald Malk, der ellers også forstod at sprede volapyk i kølvandet på 90er-ironien, til at lyde helt opbyggelige. »Navigerer rapsmark, jeg er gul og abstrakt/ kaster mig i havet og erklærer afmagt,« lyder det et andet sted i Smøgmænds diskografi, som tæller fire meget korte album og ep’er udgivet siden maj sidste år. Et tredje sted råber de ganske enkelt: »Jeg’ en arm! Jeg’ en arm!«

Rent musikalsk er Smøgmænd et længe ventet alternativ til det seneste tiår i dansk hiphop, der er groet fast i Gillis caribiske letvægtsproduktioner og Artigeardit-kloner, som lovpriser egen sårbarhed med følsom autotune. Smøgmænd orienterer sig efter hårdere og mindre opbyggelige udtryk som drill, rage og hyperpop, og dermed har de seneste års udvikling i amerikansk hiphop endelig fundet et større talerør herhjemme.

Hvad ligger der i netop den udvikling? Jamen især en æstetisering af hiphoppen, som i dag – efter slut-10ernes snøvlende opioidlinjer og skramlede SoundCloud-beats – minder om avantgardekunst. Set på afstand er det utroligt, at de unge har taget så kompromisløse udtryk til sig og lytter til dem, som vi andre engang lyttede til Zididada.

Det er, som om de midt i en teknologisk galoperende tid drages af det fornuftsstridige. Hvad var den store dille i 2025? At råbe »six seven«, hver gang tallene 67 eller seks og syv blev nævnt, om så det var i matematiktimen eller ude i virkeligheden. Hvorfor? Jamen fordi noget-med-TikTok, men i sin essens bare fordi. Måske kan OECD ikke se værdien i det ulogiske, men det kan andre altså.

»ALT TØJ UDSOLGT, køb en plakat«, stod der på skilte i foyeren til Store Vega, da Smøgmænd gav en udsolgt koncert derinde for to uger siden. Hypen er reel nok, også uden for lukkede internetfora, og det er interessant.

For GAFFA-kritiker Stefan Rutović har ikke helt uret, når han i sin forbeholdne anmeldelse af duoens seneste album, den syv sange og 18 minutter lange Sputnik, skriver, at det er »Bikstok Røgsystem for folk med neotribale tatoveringer, der læser litteraturvidenskab«.

Smøgmænd kunne let være endt som et kultnavn uden andre fans end nørdeduoen selv og deres tre-fire venner. Musikken har slagside mod det monotone, og når sangene endelig bevæger sig op over tre minutters varighed, mister de stedsansen og imploderer. Som rappere minder duoens hakketalende stil ikke bare om Bikstok – 00er-dancehallgruppen kendt for sarkastiske hits som »Cigar« og »Fabrik« – men ofte også om Gunnar »Nu« Hansen. De er mildt sagt uskolede.

Gør det noget? Tværtimod. Musikkens tvivlsomme kvalitet gør kun hypen mere interessant. Jo mindre mening fandyrkelsen giver, desto større betydning kan man lægge i den.

Pressefoto: Cece Agency.

Tag bare koncerten i Vega. Lige fra start var stemningen elektrisk. Der var fælleshop til vers om Kant og Sjostakovitj, en ung fyr, der crowdsurfede, mens Smøgmænd fantaserede om at overtage d’Angleterre med flitsbue, og en hel sal, der skrålede med på to af mange surrealistiske linjer: »Har en meteor i mit øre/ derfor, at jeg intet ka’ høre!«

Måske glemmer vi det, fordi vi er blevet blaserte, men det er avantgardistiske – futuristiske, dadaistiske, surrealistiske – tider, vi lever i. Smøgmænds appel er, at det irrationelle i deres udtryk får den plads, der virker logisk i en verden af konstant billedstorm.

Men fordi vi, de voksne, kun har blik for mere eller mindre antikverede PISA-undersøgelser, får dyrkelsen af det ulogiske i Smøgmænds univers et subversivt potentiale: Sort skole, siger I? Jamen værsgo!

NÆSTEN 30 SANGE nåede Smøgmænd igennem på en time i Store Vega, den første halvdel af dem leveret i et pauseløst dopaminrush. Én bar napoleonshat, den anden fez, begge var de maskerede, og bag dem tronede Sputnik-satellitten, tilsyneladende styrtet ned på scenen, eller hvilken planet vi nu befandt os på.

Bastrykket var indstillet på dommedag, men mellem de tunge, fragmentariske beats lød også meditative, ambiente flader. Det karakteristiske ved Smøgmænd er netop, at musikken bag sit fjollede og balstyriske ydre også rummer en anden dimension. Duoen genopliver ikke bare 90er-ironien og traditionen for gak i dansk rap, det jeg, der taler i teksterne, er en forhutlet, ensom skikkelse. En potentiel rottekonge.

Allerede da Smøgmænd dukkede op i et kort glimt for næsten ti år siden på SoundCloud og YouTube – inden de forsvandt igen indtil sidste år – var det med et depressivt fundament under satiren.

»Jeg håber snart, jeg dør,« lød det på »Fængsel« fra 2017, hvor Smøgmænd over legetøjskeyboard og tung bas fantaserede om en celle at sidde og græde i. »Jeg har ingen venner, det har jeg aldrig haft,« fortsatte de og legede med grænsen mellem ironi og oprigtighed, men med et ben i hver lejr: »Jeg sidder bag lås og slå/ min far har spist min sidste tå.«

Samfundstaberen med et rigt indre univers har de taget med ind i deres langt mere succesfulde comeback. Han går rundt i gaderne og leder efter noget brændbart, han er »kulden selv, oktobers genfærd« og »fantaserer om en dag at kaste sten på glashus/ mens jeg sidder for mig selv og inhalerer gasblus«.

Hvor satiren med højt lixtal slutter, og den forsmåedes revolte begynder, udviskes i Smøgmænds musik. »Det er ik’ en metafor, jeg mener det virkelig,« insisterer en heksehvisken på »Fasanbærer« fra sidste års Broderløfte. Men på »Skyttegravsfod« fra ep’en Isfugl, der udkom i januar, tilstår jeget også en »forkærlighed for alt, der er ironisk«, en linje, han rimer – sådan da – på Sjostakovitj.

DERMED SKRIVER SMØGMÆND sig ind i tidens hotteste idédebat. Her diskuterer man begrebet metamodernisme som en forklaring på, at mange kunstnere har opløst skellet mellem modernismens alvor og postmodernismens ironi. I dag kan man godt rumme begge dele på én gang.

Eller som Jakob Gustav Winckler formulerer det i et essay i musikmagasinet Seismograf, hvor han filosoferer over den omstridte Wagner-fortolkning The Ring – Forever Hot på årets udgave af Copenhagen Opera Festival: »Ironien er ikke død. Den har bare fået følelser.« Man kan godt, som denne kitschede totalteaterversion af Nibelungens ring viste, pille Wagner helt fra hinanden og alligevel insistere på hans inderlighed.

På samme måde kan man godt dyrke Smøgmænd for duoens ironiske kaostekster, samtidig med at man føler noget for den stakkel, de to mænd – ifølge rygter en kunstfilminstruktør og en hyperpopproducer – har gjort til deres fællesjeg.

Eller lyder det for ulogisk? Tilsyneladende ikke, hvis man spørger en ny generation, der ruster sig til krig mod forældrenes krav om rationel tænkning og gammeldags dyder. Når de lytter til Smøgmænd, hører de en verden, der åbner sig, i stedet for en, der lukker sig. Både lyd og tekst modsætter sig hårdnakket mening, insisterer nærmest på at melde sig ud af samfundet og flyve væk til en ny verden uden PISA-test.

Som den maskeklædte vanvidsduo rappede ultrastaccato til allersidst i Store Vega under titelsangen fra Sputnik tilsat ekstatisk drop og endda Daft Punk-keyboard:

»Jeg’ blevet rumsatellit, Sputnik/ jeg’ blevet sølvfarvet lige pluds’li’/ jeg har kurs mod det umulige.«

Følg efter den satellit.