Kunstrevy

Underverden

Der er mere end almindelig god underholdning at hente, hvis man tager turen til Louisianas videobaserede udstilling med Mika Rottenberg. 20 års arbejde er udlagt, og for en kvinde født i 1976 i Argentina, der er opvokset i Israel og endt i New York City, er det imponerende, hvad disse fiktive skæbnefortællinger vil os. Kunstneren finder eller caster sine modeller på internettet og bruger dem som levende materiale i sit værk. Der foruden sære, meget voluminøse mennesker, eksempelvis en kvindelig bodybuilder, ekstremt overvægtige, langfingrede eller langhårede typer, også rummer overlæssede, kitschede, farverige interiører eller helt trøstesløse kinesiske højhusbyggerier, hvor ikke et menneske er at se. Indtil en handicapscooter ruller forbi med en pudret og oversminket bingovært, der er på vej til arbejde.

Mika Rottenbergs forunderlige videoværker er som magiske maskiner. Man følger en figur, og som Alice i Eventyrland befinder man sig snart i et surrealistisk univers enten under jorden, i en kælder eller en passage. Meget ofte ser vi små indelukker, klaustrofobiske rum befolket af store mennesker, der har en simpel opgave at varetage; som en fabriksarbejder, der skal sørge for at strække, forme eller viderebringe klumper af dej eller andet materiale, altid frastødende og fascinerende på én og samme tid. Personerne i Rottenbergs videoer gror næser som Pinocchios og nyser ulækkert, men nyset forvandler sig i næste sekund til en levende kanin, der lander på en bordplade. Mika Rottenberg er forvandlingskunstner, en magiker på sit felt og en kunstner, der opererer mellem installationskunsten, hvor interiøret spiller med og stemmer sindet til en omgang virkelig besynderlig leg, og selve filmmediet, som hun behersker som andre skæve mestre i faget, eksempelvis finske Aki og Mika Kaurismäki, der i film efter film har hyldet hverdagens antihelte på urkomiske og lige så tragisk gråkedelige måder. Mika Rottenbergs kunst handler på samme måde som instruktørernes om noget: De er social- og samfundsrelaterede scener, der dog er kørt helt af sporet og dermed åbner øjnene for både kunstens og hverdagens absurditet.