Cifre. Hvem er hun, og hvad vil hun? Vi har fulgt Danmarks nye kulturminister på jagt efter idealerne i den socialdemokratiske kulturpolitik – og måske en sjæl?
Kultur er et sted
Foto: Iben Gad Iben Gad
Ane Halsboe-Jørgensen kommer lige fra morgenforhandlinger om det næste medieforlig. Eller forhandlinger og forhandlinger, det var »en god forventningsafstemning«, som jeg hører en af ordførerne sige, da de rejser sig fra de halvspiste croissanter og træder ud af det store, stille mødelokale i Kulturministeriet. Der kommer da næppe heller en aftale før efter nytår, siger Ane Halsboe-Jørgensen selv, mens hun spiser en bolle med ost og marmelade ved mødebordet i sit højloftede hjørnekontor. Sikken en ro, her er, når jeg lige at tænke, så rejser hun sig, samler en bunke papirer, og så går vi ellers gennem ministeriet, som er overraskende farverigt og fuld af små og store kunstdimser. Ned ad den store trappe og ud på brostenene i baggården, hvor vi dykker ned i det bløde mørke på bagsædet af ministerbilen og kører afsted.
Selvom Kulturministeriet kun styrer et par procent af statens penge, har det altid været samlingssted for samtidens store stridigheder. De fleste har en holdning til Joy Mogensens udtalelse om, at »der er lige så meget kultur i en håndboldhal som i et teater«. Men hvad med hendes afløser, 38-årige Ane Halsboe-Jørgensen fra Fjerritslev, som i snart syv uger har været kulturminister? Ud over det dér Jim Lyngvild-vølvefoto ved vi stadig meget lidt: Hvem er hun, hvad vil hun, hvad er regeringens kulturpolitik?
Del:
