Kunstens kamp med menneskets basale trang

Tirsdag står pressen klar til at blive lukket ind til den 59. udgave af Venedig Biennalen. Der trippes utålmodigt i den kølige laguneluft i køen ind til det forjættede område, hvor de nationale pavilloner, hovedpavillonen og Arsenale venter med så meget kunst, at ingen kan nå at inhalere det på en dag, ja knap nok en uge. Det hele er et år forsinket på grund af pandemien, men nu siver foruden journalisterne en lind strøm af kunstsamlere ind ad den næsten usynlige motorvej for de absurd velhavende, der glider gennem verden som en scenografisk undtagelse fra kødannelse.

Biennalen er ikke en messe, men Venedig er alligevel en messe værd for dem, der vil vide noget om, hvad der rører sig i laget lige inden det store gennembrud, der sagtens kan komme, når man først har udstillet her.