Georgien i blåt og gult

Stjernehimlen er enorm i 12.000 meters højde i den mørke nat, hvor tidszonen siger plus to timer i flyveren på vej ind mod Tbilisi. Man kan blive forbløffet over aktiviteten i det skærende neonlys i en lufthavn klokken tre om natten, men det er de time slots, det lille bitte, storslåede, men fattige land er tildelt. Man lander gennem de mange luftlag i mørke og forlader landet i mørke. Det giver en fornemmelse af let uvirkelighed, som aldrig fortager sig i de følgende dage, selvom en anden virkelighed, krigens, er til stede, fra det øjeblik man ankommer og bliver mødt af en monumental plakat med forfatteren Thomas Manns kontrafej på gul og blå baggrund med et citat, vistnok det her: »Krig er bare en fej måde at flygte fra fredens problemer på.«

På det smarte Hotel Stamba i centrum bærer alle ansatte en nål eller en sløjfe med det ukrainske flags farver. Ukraines krig er Georgiens krig, siger man med fast stemme. Bygningen er fra 30erne, Stamba var navnet på den avis med trykkeri, der lå her, nu et fabelagtigt hotel med tårnhøjt til loftet i foyeren, hvor aviser hænger øverst på rad og række, men på vej til ingen steder. En rå struktur og en restaurant, hvor musikken dunker diskotekshøjt fra morgenstunden. Det kunne være i Los Angeles, men det er Tbilisi og for tiden midlertidigt mål for tilrejsende fra Rusland. Folk strømmer ind i Georgien, fordi sanktionerne begynder at bide dem i haserne i hjemlandet. Priserne på fast ejendom raser til gengæld i vejret her. De russiske tilrejsende tolereres, selvom der florerer historier om taxichauffører, der nægter at tage russere med ombord. Det siger meget i et land, hvis store gæstfrihed altid besynges og med rette. Der er normalt omsorg for alle, også for den mægtigste blandt byens utallige herreløse hunde, der bor fast på et nærliggende gadehjørne og fodres så flittigt, at den mest ligger og sover. Dens forgænger på hjørnet hed Tolstoj.