Realtid. Det er nærmest heldigt, at verden er så indviklet for tiden. Den kalder på en kompleks skildring, og sådan en er afgangsudstillingen på Kunsthal Charlottenborg leveringsdygtig i.
Tiden til deling
Overgangsritualet er det samme hvert år. Seks år på Det Kongelige Danske Kunstakademis utraditionelle skolebænk markeres med en otte timer lang åbningsfest og en måneds udstilling. Og dermed står 25 unge kunstnere klar til at træde ud på virkelighedens kunstscene, som ikke er et helt ukompliceret sted at færdes. For lykkedes det dem at etablere sig som kunstnere? Er der plads i verden til alle 25 nye kunstnerskaber? De spørgsmål runger altid lidt usikkert under de høje lofter på Charlottenborg Slot.
På de årlige afgangsudstillinger kan man gøre sig sine egne konklusioner. I år er det folkene bag den stockholmske kunstinstitution Index, som kuraterer Afgang – det vil sige sammensætter og sætter ord på den lidt besværlige størrelse, en afgangsudstilling unægtelig altid er. Et par timer inden den officielle åbning viste kuratorteamet pressen rundt og erklærede sig tilfredse med resultatet. For dem har det hele handlet om at lytte. Lytte og føre lange samtaler med alle 25 kunstnere. »Gruppen af kunstnere er meget divers, men det, de har tilfælles, er tiden, de har delt med hinanden. Og denne tid skrives nu i realtid,« forklarede kurator Isabella Tjäder.
Del: