Billedstof

Det er overraskende så meget energi, der drøner ud af Moki Cherrys store farverige billedtæpper fra 1970erne, som de hænger elegant i Nicolai Wallners kridhvide gallerirum, hvortil de aldrig var tænkt. Man forestiller sig, hvordan tæpperne har været foldet sammen og været på tur, smidt ind i folkevognsrugbrødet til en jazzfestival, foldet ud i et tv-studie eller hængt op i ribberne i gymnastiksalen på en svensk folkeskole. Alligevel er der hverken noget falmet over farverne eller over stofapplikationerne af vibrerende jazz hands i kanten af et stort tæppe. Selvom noget selvfølgelig mangler, det liv og den musik, de var skabt til.

Cherry (1943-2009) – født i Sverige under navnet Monika Karlsson og uddannet designer – lavede oprindeligt de store tekstilarbejder som del af The Organic Music Theatre, navnet på det fællesskab omkring kunst, musik, aktivisme og pædagogik, hun skabte med sin mand, den amerikanske avantgardejazz-trompetist Don Cherry. På fotografier fra tiden ser man, hvordan tæpperne er ophængt over scenen som en slags baldakin, der indrammer den free jazz, der sakser derudad nedenunder – eller de er gulvtæpper, som musikerne sidder på, når de spiller på sitar eller gulvtromme. Ofte hænger de bag musikken, gerne flere ved siden af hinanden, i forskellige størrelser og formater, som en skæv, kulørt, multifacetteret baggrundsscenografi med plads til verdens mennesker og musik, ligesom Cherry-familien, der selv er et miks af ophav og kontinenter.