Skæbnedrankere ved Sortehavet

Mitridates, konge af Pontos. Han ville klare sig fint som opdigtet person, men despoten er en historisk skikkelse, der endelig måtte se døden i øjnene år 63 før vor tidsregning. I hans navn gemmer der sig guden Mitra, som på et tidspunkt havde mange proselytter, men var for akavet en størrelse, da kristendommen brød frem og på en helt anden vis underminerede det romerske imperium. Mitridates prøvede at få de græske bosættelser omkring Sortehavet med i et oprør mod Rom, og i de årtier det ikke lykkedes, helgarderede han sig mod snigmord ved jævnligt at indtage gift, så han opnåede en klar immunitet over for sådanne anslag, med det resultat, at han i nederlagets stund ikke kunne få nogen gifte til at bide på og derfor måtte kaste sig i sit eget sværd på gængs romersk vis. Mitridates’ sidste opholdssted var på det nuværende Krim, efter romerne havde forjaget ham fra sydkysten af Sortehavet, hvor Pontos lå, tæt på det nuværende Anatolien.

Når vi nu i dramatisk form træffer ham, først i Racines franske tragedie Mithridate fra 1673 og siden i Mozarts italienske opera Mitridate fra 1770, er han også i intern strid med sin kommende hustru og begge sønnerne af tidligere ægteskaber. Alt tyder på, at en tragedie er under opsejling. Vi erindrer, hvordan en nutidig mellemøstlig despot som Saddam Hussein gjorde kort proces med sine svigersønner, da han havde lokket dem tilbage fra deres eksil. Handlingen i Mozarts opera er forsonligere end i Racines forlæg, men at Mitridates er splittertosset, kan der ikke være to meninger om. I det franske tiradeteater er et af de velklingende klenodier den slagplan, som Mitridates offentliggør for sine sønner. Det tager ham lidt over 100 verselinjer at nå frem til konklusionen, at hele Lilleasien skal rejse sig mod romerne og nå frem til Capitol, som skal styrtes i grus. Den libretto, som Mozart får stillet til rådighed, nøjes med at lade erobrerfantasien spænde over 12 linjers recitativ. Men ellers spares der ikke på svulmen i den barokstil, som den 14-årige Wolfgang skal prøve kræfter med. Som i Händels operaer er der tre akter, hver på mere end en times varighed, og dårende velgørende symmetrisk kommer midt i andenakten operaens mest funklende arie, som kan vare op til 14 minutter. I Mitridate klarer Mozart evighedsmomentet på den halve tid. »Lungi da te, mio bene« (Langt fra dig, min elskede) er en smægter, som ovenikøbet suppleres med en jævnbyrdig og udfordrende hornstemme. Denne dobbeltjuvel kan nu opleves fuldt funklende på Det Kongelige Teaters Gamle Scene, hvor Mozarts fontænesprudlende partitur bliver klangfuldt og knivskarpt fremført af Concerto Copenhagen under ledelse af Lars Ulrik Mortensen. Her hører vi det ventilløse naturhorn svøbe sig kapriciøst legende om den syngende uden så meget som en svipser.