Det, vi glemte

Det er ikke kunstens opgave at illustrere sin samtid en til en. Men nogle gange kan den frie kunst lige pludselig finde sig selv i en samtid, der uomgængeligt er kunstnerisk (ud)fordrende: For eksempel når en komplet uventet verdensomspændende pandemi pludselig opstår. Det er, for mig at se, usædvanligt godt stof til kunst, når høj som lav, dannet som udannet oplever at få revet gulvtæppet væk under deres moderne selv- og verdensforståelser. Det er normalt kunstens opgave at vende verdensbilledet på hovedet; nu var den omvendte verden kommet til os og med dødsensalvorlig global konsekvens. Over 2020 og 2021 blev vi med mundbind ført gennem nedlukkede samfund, social afstand, samfundssind og det modsatte, isolation, test, test og atter test, nedlukninger, aflyste højtider, hjemmeundervisnings- og Zoom-møder, og hvad vi ellers alle kan huske. Vi så mediernes billeder af kendemærker, der lå øde hen: Brandenburger Tor, Peterspladsen, Champs-Élysées. Folk brød spontant ud i sang fra altanerne, og det blev sendt live på tv. Man bad til, at det ikke udviklede sig, som da første bølge ramte Bergamo eller New York: lastbiler med dynger af bodybags, interimistiske massegrave. Rystede mobiloptagelser fra hospitaler, hvor folk lå på gangene og galpede efter vejret.

Vores – gennem de seneste 15-17 år så uskønt stressede – verden af altopslugende lysende blå iPhone-skærme var blevet bragt til standsning, som flyene, der ubrugelige stod tilbage på landingsbanerne.