Kortfilm

Asylum of the Birds, Outland, Roger the Rat
Skaber: Roger Ballen

Søg på »Roger Ballen« på YouTube. Han er fotograf og bor i Johannesburg, Sydafrika. De to korte film Asylum of the Birds og Outland, sort-hvid-produktioner om de glemte eksistenser i det yderste Sydafrika, vækker bestyrtelse. Outland handler om Stan, som fanger rotter, tager dem med hjem og slipper dem løs. Det har han gjort hver eneste dag i 20 år. I Asylum of the Birds bor mennesker og fugle side om side i et hus uden regler, menneskene i bure og fuglene fri. Ballen har også lavet musikvideoer med det skandaliserede band Die Antwoord. Roger the Rat er hans længste produktion på YouTube. Den er om et væsen, halv rotte, halvt menneske, der lever isoleret med mannequindukker. Fælles for Ballens værker er billederne af underverdenen af marginaliserede mennesker og dyr. Det er gruopvækkende, grotesk og smukt.

Kan ses på YouTube.

Roger the Rat. © Roger Ballen
Roger the Rat. © Roger Ballen Unknown

Streaming

Chasing the Sun
Instruktion: Greg Lomas

Der er en scene i den fabelagtige dokumentarserie Chasing the Sun om det sydafrikanske rugbylandshold Springboks’ triumf ved det seneste verdensmesterskab, hvor daværende landstræner Rassie Erasmus bliver interviewet. Han bliver spurgt til Makazole Mapimpis baggrund. Mapimpi scorede Sydafrikas første try (et touchdown i rugby) i en VM-finale nogensinde. Allerede inden, han svarer, hulker han, for Mapimpi kommer fra den mest håbløse baggrund og forvandles til Sydafrikas lysende stjerne. Dokumentaren viser et hold, fyldt med store karakterer, som vinder kampe baseret på en brutal spillestil, hvor modstanderen nedbrydes med rå fysik, ikke spektakulære offensive spil. På troværdig vis bliver det bundet sammen med Sydafrikas enorme problemer, som forsvinder for en stund. De finder ikke bedre sportsdokumentarer.

Kan streames på Showmax.

Musik

The Remix Experience
First Hate

Depeche Modes album Remixes 81-04 er et af de få hæderlige forsøg på at lave en plade udelukkende med remixes. Det er også lykkedes for danske First Hate. Synthpopbandet har for en måned siden udgivet skiven The Remix Experience, som indeholder mange af deres helt store numre, klistret til med flere elektroniske lag end originalerne. De 16 numre er en slags vennetjenester, som fungerer godt. Alle remixene er skruet sammen af danske eller danskbaserede pladevendere, på nær en duo, der holder til i Stockholm. Album som dette er fragmentariske, eksempelvis bliver numrene »Cotton Candy« og »Commercial« mixet to gange hver, men af forskellige venner af First Hate. Det stiller kvalitetskrav til hvert enkelt track, og det lever de fleste op til. Især »A Prayer for the Unemployed«, som Croatian Amor og Scandinavian Star har haft fingrene i. Den har fremdrift og mister ikke særprægene, som gør originalen til et af First Hates bedste numre. »Las Chicas en el Club«, som er pillet ved af Xenia Xamanek, er også en klar anbefaling. First Hate spiller desuden i Pumpehuset i København 14. april. Det bliver et brag; det plejer det i hvert fald at være.

Udgivet på Escho.

Wrestling

BODYSLAM!
Skråen i Aalborg

For to uger siden blev der wrestlet på Skråen i Aalborg. Publikum var alt fra en børnefamilie til en fyr med ølkander i hænderne iført en sweater med teksten »BRUN SOVS«. Pseudosporten er letforståelig: De onde er rige, selvfede eller skaldede ungarere. De gode er underhunde og gerne fra Aalborg. Det er territorielt, og man kan sagtens kalde skurken for et vedblivende Hellerup-svin. Blandt tilskuerne og i ringen, i en sky af fordampende sved, sloges kvinder og mænd i speedos og masker i mere end to timer. Aftenens højdespring var kampen »Sexy« Ahura versus Carlos »El Guapo« Zamora. Fra publikumsrækkerne i flere meters højde sprang Ahura ned i El Guapos fjæs på gulvet, som efter at have været i tovene flere gange leverede et eventyrligt comeback og beholdt sit mesterskabsbælte. I anledning af aalborgenseren, wrestleren og bronyen Toby Zane alias MyLittleTobys fødselsdag skulle publikum synge for ham. Det blev afbrudt af en dude fra Hellerup, der kalder sig Mr. Universe, og før man nåede at tænke WTF, var der udbrudt et eight man scramble, hvor fødselsdagsbarnet fik bøllebank.

BODYSLAM! kommer til Sløjfen i Hadsten 11. februar.

Bybesøg

Vinterferie i Marseille
Graffiti, fodbold med mere

Tag en weekend i solbeskinnede Marseille på Frankrigs middelhavskyst. Start dagen i det kaotiske Noailles-kvarter, hvor man ikke er i tvivl om, at Frankrig har været en kolonimagt i Nordafrika. De små gader er proppet med flygtige enkeltmandsforretninger bygget på mælkekasser og pap. Én sælger to højrefodede sko, en anden laksesider fra supermarkedskæden Carrefour. Det hele er åbenlyst stjålne varer, for når politiet er i nærheden, er de papbeklædte mælkekasser og sælgerne forsvundet. Øst for Noailles ligger det påtaget outrerede nabolag Cours Julien. Graffitien er planlagt streetart, butikkerne sælger brugte vinyler eller CBD-produkter (det kedelige, men lovlige af de aktive stoffer i hashplanten), restauranterne serverer minimalistiske pastaretter. Slut dagen på det henrivende fodboldstadion Vélodrome, hvor Olympique de Marseille holder til. Man kan købe billetter til samme pris som i den danske Superliga, men der dukker 60.000 fanatiske tilskuere op på Den Franske Riviera. Stemningen er intens, og det er et af Europas bedste steder at se fodbold. Holdet spiller frygtløst og hektisk – som en naturlig forlængelse af fansene og af byen.

Marseille, Frankrig.