A la carte. Flere film til hverdagen, i hælene på en svindler, mavesurt X Factor-kiggeri, en festival for garnentusiaster og italiensk musik til forårets komme. Denne uges anbefaler er Cecilie Blomquist Jørgensen.

Kultur­­anbefalinger

Film

Skatkammer

Ved overgangen til 2024 lavede jeg et nytårsforsæt om at se flere film i hverdagene. Et rimelig overkommeligt forsæt, der ikke indebærer de store livsstilsændringer. Skulle man tro. For når man kommer hjem efter en lang dag, er et afsnit af en velkendt serie lidt som at blive svøbt ind i en varm dyne. Trygt. Og pludselig er det marts, og det eneste, man har set, er syv sæsoner af Greys hvide verden.

Påsken er derfor den perfekte anledning til at tage revanche.

På streamingtjenesten MUBI, hvis udvalg hovedsageligt består af arthouse-, indie- og dokumentarfilm, får man en gratis prøveperiode på syv dage, og det har jeg sat mig for at udnytte til fulde i påskeugen.

Foto: Mary Evans, Af Archive, Scanpix

Jeg lagde hårdt ud med den 20 år gamle Mysterious Skin, som er lige så smuk, som den er tragisk. Parallelt følger vi to teenagedrenge fra en lille by i Kansas, der lever to vidt forskellige liv, men som er forbundet af en traumatisk oplevelse i deres tidlige barndom. 19-årige Neil McCormick bliver spillet af en purung Joseph Gordon-Levitt, der ligner alle unge mænd i København efter et udvekslingsophold i Berlin.

Spøg til side, Mysterious Skin er ikke for sarte sjæle. En bruger på det sociale medie Letterboxd siger det egentlig meget godt: »Den her film er et absolut mesterværk. Og jeg skal aldrig se den igen.«

Mysterious Skin, MUBI.

Podcast

Jagtfortælling

Third Ear er igen gået på jagt efter en mystisk ældre kvinde, der bærer rundt på en masse bagage. Først var det seriemanipulatoren Marie Madeleine Steen, der rejste rundt til klosterrefugier og snød små pengebeløb ud af tilfældige ofre, som hun mødte på sin vej. I dag kender de fleste hende nok som »Kvinden med den tunge kuffert« efter Third Ears podcasthit fra 2016 af samme navn.

Foto: Third Ear

I deres nye podcastserie er det dog en ikke helt ukendt kvinde, der er kommet i søgelyset. Nej, de fleste har nok hørt om lederen af Faderhuset, Ruth Evensen, eller Ruth Kristiansen, som hun hedder i dag. Og det er ikke ligefrem solstrålehistorier, der knytter sig til nogen af hendes navne: Faderhusets kamp mod beboerne i Ungdomshuset, tvangsægteskaber og vold mod børn, bare for at nævne nogle få.

I mere end et halvt år er Third Ear dykket ned i disse mange historier. Og ved hjælp af højtstående afhoppere fra Faderhuset, TikTok-videoer og Krister Moltzens fantastiske fortælleevne er det blevet til den yderst bingeværdige podcast Ruths Hus.

Ruths Hus, Third Ear.

Second streaming

Onkelstemning

X Factor kører efterhånden på 17. sæson, og på trods af nogle udfald i mine sene teenageår har jeg været en rimelig trofast seer. Derfor ved jeg også, at når vi er cirka halvvejs igennem liveshowene, så mister programmet ofte pusten. Det bliver en lille smule kedeligt, fordi vi efterhånden kender alle deltagerne, og måske er den, man heppede på, røget ud (miv, Nicolaj Lindby).

Nu har jeg til gengæld fundet en second screen-aktivitet, der har givet programmet en helt ny dimension. En guilty pleasure med vægt på ordet »guilty«. For når jeg fredag klokken 20 sætter mig i sofaen, så sætter Thomas Treo sig ved tastaturet og skriver Ekstra Bladets liveblog.

Det føles lidt som at se programmet i selskab med en fuld heckler, der råber mod scenen, hver gang showet går for langsomt. Og jeg kan ikke lade være med at føle mig lidt skyldig, når jeg alligevel trækker på smilebåndet af udbrud som for eksempel, at Tina Dickows musik føles som at »vælte langsomt på cykel«.

Ovre på B.T. er der også onkelstemning. Til fjerde liveshow var anmelderen ikke tilfreds med aftenens sangvalg: »Selvom det måske er mere kunstnerisk interessant at spille et Björk-nummer, så savner jeg de gode gamle dage, hvor dommerne var tvunget til at spille Michael Jackson, ABBA og Rasmus Seebach.«

B.T.s og Ekstra Bladets X Factor-dækning.

Festival

Hækleparadis

Under coronaepidemien oplevede garnbutikkerne en enorm stigning i salget. En stigning, som jeg gerne tager noget af æren for. For ligesom så mange andre begyndte jeg også at strikke. Eller det vil sige, at jeg købte ind til en masse strikkeprojekter, hvoraf det kan tælles på én hånd, hvor mange jeg færdiggjorde.

Nu står der så en kasse på mit loft propfyldt med garn i alle tænkelige farver og kvaliteter, som jeg stædigt nægter at skille mig af med. Strikkelysten kunne jo vende tilbage. Og det gjorde den faktisk, da jeg hørte om garnfestivalen Knitting by the Sea i Faaborg.

Foto: Thomas Lekfeldt, Ritzau Scanpix

For det første lyder alt, der er »by the sea«, jo magisk. Og så får programmet det altså bare til at krible i fingrene efter at slå de første masker op til et nyt projekt. For eksempel sammen med Ida og Benedicte, der står bag Instagram-profilen @fletstrik, og som har en workshop om, ja, fletstrik. Eller med Danmarks ukronede hækledronning Rose Svane, der underviser i, hvordan man hækler hendes smukke hulmønstre.

Derudover kan man lære at spinde sit eget garn! Og her ville onde tunger nok påpege, at jeg måske skulle få brugt noget af alt det garn, jeg har liggende. Men hvis man får chancen for at sidde ved en spinderok og spinde garn, så skal man gribe den.

Festivalen løber fra 26. til 28. april.

Knitting by the Sea, garnfestival i Faaborg.

Musik

Italodisco

Når jeg opdager en ny sang, jeg godt kan lide, har jeg for vane at skamhøre den, indtil jeg ikke længere kan mærke den. Lidt som når man gentager det samme ord mange gange.

Mit seneste offer er dog ikke en enkelt sang, men et helt album. Jeg er nemlig blevet besat af det musikalske projekt Delicatoni, der i 2022 udgav et debutalbum af samme navn. Bag projektet står fire unge italienske mænd fra Vicenza i det nordlige Italien, og sammen har de skabt noget af den bedste indiepop, jeg længe har hørt. På albummets ni numre blander de både jazz og soul med psykedelisk pop og klassiske strygere.

Alene ud fra musikken ville jeg ikke have gættet på, at albummet var født i Italien, men når forsanger Antonio Bettini begynder at synge, er man ikke i tvivl. Jeg forstår ikke et ord af, hvad der bliver sunget, men jeg ved bare, at det er et univers og en stemning, jeg ikke vil væk fra. Særligt på den instrumentale »Piazza Matteotti«, der kunne lyde som noget fra soundtracket til en film, der foregår på et italiensk landsted med Timothée Chalamet i hovedrollen.

Delicatoni, Delicatoni.

cblj
(f. 1997) er redigerende på Weekendavisens digitale sider. Har en professionsbachelor i Kommunikation fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Andre læser også