A la carte. Gåsehudsfremkaldende dokumentar, komisk timing fra Ryan Gosling, sommeraktivitet til de krydsordshungrende, nyt håbefuldt album fra Childish Gambino og tårepersende anime-film i særklasse. Denne uges anbefaler er Cecilie Blomquist.
Kulturanbefalinger
Streaming
Ulykkesfugl
I en tid, hvor vi med rette diskuterer mediernes nærgående dækning af forfærdelige drabssager, vil jeg alligevel formaste mig til at anbefale et stykke true crime. For når mænd tænker på Romerriget, tænker jeg på det sidste afsnit af The Jinx. Jeg vil selvfølgelig ikke afsløre her, hvad der sker i det, der må være den vildeste afslutning på en dokumentarserie nogensinde. Der findes åbenbart mennesker i dag, der ikke har set serien om millionærarvingen Robert Durst, der måske er verdens uheldigste mand.
The Jinx, mener jeg, har sin berettigelse, fordi den ligesom Making a Murderer udstiller det amerikanske politis ringe efterforskningsarbejde, USAs vanvittige retssystem, og hvordan økonomisk ulighed bliver til ulighed for loven. Det, der dog virkelig adskiller The Jinx fra andre serier, der forsøger at løse en mordgåde, er, at den faktisk løser den.
Tidligere i år, ni år efter at serien udkom, kom så en opfølgende sæson. Vi starter nærmest lige, hvor vi slap den gamle Durst, og følger på afstand begivenhedernes gang op til hans død i 2022. Indrømmet: Sæson 2 er ikke nær så stærk som sin forgænger. Men uanset hvad bør man unde sig selv at se første afsnit, hvor pårørende og efterforskere ser de kuldegysende sidste minutter, der gik over i tv-historien.
The Jinx, Max.
Sketch
Skrifttype-lol
For en måneds tid siden fik den efter min mening bedste Saturday Night Live-sketch nogensinde endelig sin sequel. Og den er, vil jeg mene, endnu bedre end sin forgænger. Men først skal vi spole tilbage til 2017, hvor Ryan Gosling beværtede det populære amerikanske tv-program.
I en tre minutter lang forproduceret sketch går Gosling all in i rollen som en familiefar, der hjemsøges af logoet fra Avatar-filmen. For hvordan slap en grafisk designer på den her milliardproduktion afsted med at bruge Papyrus-fonten, en skrifttype, man ellers finder på lidt dårlige hjemmesider fra 00erne og på restaurantskilte, der gerne vil signalere »orientalsk«?
Det er virkelig plat, men altså også virkelig sjovt, og nu har den så fået en opfølger efter næsten syv år, da Ryan Gosling i april igen var vært på programmet. Hvor den første sketch mindede om en trailer, er den nye nærmere en seks minutter lang kortfilm. Goslings komiske timing er endnu bedre end sidst, og ud over at gøre grin med Avatar 2 er der også stærke referencer til Joker-filmen fra 2019.
Papyrus og Papyrus 2, Saturday Night Live.
Krydsogtværs
Tidsfordriv
Sommerferien er i sigte, og jeg ville ønske, jeg kunne sige, at jeg var en del af the one percent, der tog nærværende avis med i strandtasken og med let rynket pande løste Kæmpekrydsen på hovedbrudssiderne. Sidder der andre ligesom mig, der har måttet give op efter at have skrevet et tamt »li« eller »od«, så fortvivl ej, jeg har Deres ryg. Efter mere end 15 år som »løser« vil jeg dele lidt ud af min erfaring med hæfterne.
Er man helt grøn udi krydsord, er en trestjernet Hyggekryds et godt sted at starte. Her er mange billeder, og det giver god mulighed for at lære forkortelserne for de østeuropæiske møntenheder.
Er man til gengæld mere øvet og kan godt lide lidt afveksling, så er Hjemmets Quiz & Tværs en personlig favorit. Her er krydserne mere tematisk opdelt; danmarkskryds, tv-kryds, med på noderne, ud i det grønne og så videre. Især elsker jeg Kryds & Vers, hvor løsningen er et vers i en sang eller et gammelt digt. I ferieugerne plejer hæftet at udkomme i en udvidet version som »Hjemmets Guldkryds«.
En honorable mention skal der lyde til Alt for damerne, der også laver et særligt krydsordsnummer i løbet af sommeren. Den går især ud til yngre læsere, der måske vil sætte pris på, at hovedpersonen i kendiskrydsen nogle gange er født omkring årtusindskiftet.
I bladkiosker landet over.
Musik
Følelsesmix
Det er en følelsesmæssig rutsjebane at følge multitalentet Donald Glovers musikprojekt. I 2017 antydede han i interviews, at det musikalske alter ego Childish Gambino ville blive lagt på hylden. »It wouldn't be punk anymore,« som han sagde. Siden har han alligevel udgivet et fjerde album, et tv-serie-soundtrack samt teaset med en single hist og her.
I april 2024 modtog vi fans så den bittersøde nyhed om, at en verdensturné (som går forbi Danmark) og to aller-allersidste album er på vej. I midten af maj udkom Atavista, en opdateret version af 3.15.20, som hverken var mixet eller mastereret, da det udkom. Og som med resten af Childish Gambinos musikalske virke har jeg under lytningen gennemgået hele følelsesregistret: først skuffelse, så glimt af glæde, nu håb.
Jo flere gange jeg lytter til titelnummeret og »To Be Hunted«, jo bedre synes jeg om dem. Den dovne ballade »Sweet Thang« er efter min mening albummets stærkeste nummer. Det er ømt, insisterende og sjovt(!): »Sweet thing, if you wanna be happy, don't look at my phone.«
Til gengæld gav Ariana Grande-duetten »Time« mig de vildeste High School Musical-vibes – og altså ikke på den gode måde. Og dog: Kunne Donald Glovers take på den franchise måske være det bedste nogensinde? Min hjerne siger nej, men mit hjerte ...
Atavista, Childish Gambino, RCA Records.
Film
Tudefilm
En anden kunstner, der har bebudet sin pension, er den legendariske filmskaber Hayao Miyazaki. Mange af hans film har fået klassikerstatus, og hans seneste og sidste, Drengen og hejren (2023), blev et regulært biografhit i Danmark. Vil man opleve endnu mere japansk tegnefilm i biografen, bør man smutte forbi Cinemateket, der holder »Anime reprise« resten af juni.
Tag for eksempel ind og se Makoto Shinkais Your Name (2016) eller Suzume (2022). Shinkai er meget inspireret af Miyazaki, og den opmærksomme seer vil da også kunne spotte små easter eggs, der refererer til anime-mesteren.
Jeg må dog komme med en advarsel: Det er, som om de putter et eller andet tårefremkaldende stof i de her japanske tegnefilm. Ghibli-filmene, fra Miyazakis animationsstudie, er jo notorisk kendt for at være tårepersere, men Your Name og Suzume har ikke bare givet mig klumper i halsen: De har fået mig til at stødhulke ned i puden derhjemme. Så husk et lommetørklæde!
Derudover viser de Isao Takahatas mustsee mesterværk Fortællingen om Prinsesse Kaguya (2013) allerede denne weekend, 8. juni.
Anime reprise, Cinemateket, København.
Del:
