Kan De huske, dengang fodboldens herrelandshold forførte et helt land? Dengang spillere som Mikkel Damsgaard, Joakim Mæhle og Kasper Dolberg fik Deres ellers så desinteresserede niece til at male sine kinder røde og hvide? Dengang Kasper Schmeichel og Simon Kjær fik status af nationalhelte? Dengang Christian Eriksen kom tilbage fra de døde, og altan efter altan var beklædt med dannebrog?
Det var i de tre svimlende lykkelige måneder fra marts til juli 2021, da Israel blev besejret 2-0, Moldova 8-0, Bosnien 2-0, Østrig 4-0, Rusland 4-1, Wales 4-0 og Tjekkiet 2-1 – og hvor vi var få minutter fra en EM-finale på Wembley. Dengang i pandemiens tid, da det store vi levede, og folkets eufori var uden ende: Først i den tiende og sidste VM-kvalifikationskamp i november 2021 tabte danskerne i et pointmæssigt ligegyldigt opgør ude mod Skotland.
Det er i grunden ikke så længe siden, kun godt halvandet år, og alligevel føles afstanden til i dag som en evighed. Det betagende spil er for længst borte, og det samme er resultaterne. De seneste fem landskampe har været blandt de mest farveløse i de seneste 40 års landsholdshistorie:
Først det forsmædelige nederlag til Australien, der sendte Kasper Hjulmands landshold hjem fra VM. Siden fulgte en haltende hjemmesejr over Finland, det totale kollaps i Kasakhstan, en småtrist 1-0-sejr hjemme over Nordirland i fredags og så det ubehjælpelige 1-1-resultat i Ljubljana mandag.
I en mildest talt overkommelig EM-kvalifikationspulje ligger Danmark nu et par point efter Kasakhstan og Finland side om side med Slovenien. Gudskelov findes også Nordirland og San Marino, der endnu ikke har scoret et mål, og som venter i den næste kvalifikationskamp til september i Parken.
Men hvad i alverden er det, der har ramt landsholdet? Det korte svar er: virkeligheden.
De navne, der var bærende for bare et par år siden, har toppet eller er stoppet: Kasper Schmeichel, Simon Kjær, Thomas Delaney og – tør man skrive det – Christian Eriksen. Dertil kommer, at de spillere, som havde deres livs sommer i 2021 – Yussuf Poulsen, Martin Braithwaite, Damsgaard, Mæhle og Dolberg – i dag er noget mere medgørlige.
Tilbage er et ganske jævnt landshold med kun to spillere fra øverste hylde – Andreas Christensen og Pierre-Emile Højbjerg – og tre, der måske en dag kommer derop: Alexander Bah, Jesper Lindstrøm og Rasmus Højlund.
Spørgsmålet er da også, om landstræneren overhovedet har foretaget den generations- og personaleudskiftning, som blev markedsført så flittigt oven på VM-fadæsen for syv måneder siden. Til fredagens hjemmekamp mod Nordirland var syv gengangere fra EM-kampen mod Finland i 2021. På de to år, der er gået, kan kun én af disse – FC Barcelonas-spilleren Andreas Christensen – siges at være bedre i dag.
Den spillemæssige nedgang ledsages for tiden af en ledelsesmæssigt nedsmeltning. Alle de fine ord, kontaktannonceambitionerne om åbenhed og (k)ærlighed, ramte som bekendt både landstræneren og resten af DBU i nakken under VM i Qatar. Ingen af dem har endnu rejst sig, og toppens vankelmod er for længst sivet ned på spillerniveau.
De sidste minutter mod Nordirland i Parken og dele af opgøret i Ljubljana viste nok en gang et apatisk og nervøst landshold. Pist væk er den ekstreme vindermentalitet, som blev opbygget i årene under Åge Hareide og videreført så flot i Hjulmands første to år. Det aktuelle landshold fremstår uden kerne og kraft.
De seneste dages slagsmål om Mohamed Daramy viser, hvor porøst det engang så sammentømrede landshold er blevet. Hjulmand valgte af sende den 21-årige offensivspiller hjem før mandagens kamp i Slovenien. »Af taktiske årsager,« som det hed.
B.T. kunne imidlertid fortælle, at Daramy var blevet valgt fra på grund af sin manglende lyst til at forsvare i slutfasen mod Nordirland, og fordi han kun besidder 2 ud af 12 kriterier for, hvad en landsholdsspiller skal kunne ifølge landstræneren.
Men det ville Hjulmand ikke høre tale om. Snakken om kriterier var grebet ud af luften. »Helt håbløst og utroligt« og »så tabloidt, som det kan være« kaldte landstræneren historien i et interview med TV 2 før Slovenien-kampen. Efter opgøret var Hjulmand dog noget mere vævende, da B.T. på pressemødet på det lille Stožice Stadion spurgte til de såkaldte 12 kriterier:
»Nej, jeg har nævnt … Jeg har ofte nogle forskellige områder … Når jeg vurderer en spiller på sin position, så er der nogle områder … Jeg kunne aldrig nogensinde finde på … Og det er taget fuldstændig ud af … Det er i hvert fald en misforståelse, at jeg har sagt, at der er 2 ud af 12 for at være på landsholdet. Det er helt forkert.«
Men findes der sådanne 12 punkter, man skal leve op til, ville avisen gerne vide.
»Det kan jeg ikke huske. Det kan godt være, at der er 12 punkter, men jeg kunne aldrig finde på at sige, at der kun er 2 ud af 12 punkter, som han opfylder for at være landsholdsspiller. Aldrig nogensinde,« sagde landstræneren.
Det væsentlige her er ikke så meget, hvad der er op og ned i sagen – om Daramy eller en tredjepart videregav forkerte oplysninger til B.T. – men at Hjulmand har mistet sin fortælling. Overskuddet er borte. Årets Leder 2021 har mistet sin magnetiske kraft og er ved at miste spillerne og nationen.
Klik her for at skrive Dem op til at modtage nyhedsbrevet 'Bænkevarmer' direkte i indbakken.
