Klynger af kække keepere

Hjerteligt velkommen til premiereudgaven af Bænkevarmer – et nyhedsbrev, hvori jeg hver 14. dag vil forsøge at sætte perspektiv på stort og småt fra fodboldens verden.

Jeg får lyst til at begynde med nummer 1. Den sælsomme enspænder mellem to stolper. Målmanden, der har til opgave at bevogte det knap 18 kvadratmeter store polypropylen-net, som modstanderne har udset sig som mål for deres anstrengelser.

For er der egentlig nogen, der kan huske Jorge Campos?

Den mexicanske landsholdsmålmand, der gjorde sig bemærket op gennem 1990erne med sine kulørte, ofte hjemmegjorte dragter, sit flagrende spil og en nærmest latterlig højde på bare 168 centimeter.

Han, der indledte sin professionelle karriere som angriber, elskede at drible ud af sit målfelt, mod de største farer og altid med risiko for at blive til grin. Det blev han dog sjældent. I 1993 blev han kåret som verdens tredjebedste målmand.

Campos var en velgørende, cyklamefarvet antitese til de bistre, selvretfærdige miner, der prægede målmændene i det sidste årti i det forrige århundrede (tænk Peter Schmeichel, Oliver Kahn, Edwin van der Sar og Walter Zenga).

Og så var han en del af et lille, men prægnant kontingent af latinamerikanske målmænd, der også talte den colombianske kokainmisbruger René »El Loco« Higuita, den overvægtige paraguayaner José Luis »El Bulldog« Chilavert samt den brasilianske hundredemålsskytte Rogério Ceni. Frække fyre, som udfordrede europæernes definitionsret på målmandsposten.

Hvad disse uortodokse målvogtere gjorde – ud over at give os hovne nordboere et billigt grin – var at opløse den ældgamle forskel mellem målmanden og markspillerne; mellem den ene med hænderne og de ti med fødderne. Det var ikke bare modigt, det var pionerarbejde.

I disse dage tænker jeg en del på fortidens latinamerikanske spradebasser. Spørgsmålet er nemlig, om ikke vi efterhånden alle lever i Campos’ verden.

De seneste uger har således sat en tyk streg under en tendens, der har været undervejs i nogle år: Målmændene vil ikke længere nøjes med at tage med hænder. Nej, de vil også bruge fødderne og hovedet. Drible, tænke, kreere!

Frontfigurerne i Målmændenes Befrielsesfront er profiler som Ederson (Manchester City), Alisson (Liverpool), Marc-André ter Stegen (FC Barcelona) og gamle Manuel Neuer (FC Bayern München), der alle elsker en lækker pasning og et fikst træk.

Men den nyvundne kækhed har en skyggeside.

For nylig i Champions League havarerede Chelsea-keeperen Edouard Mendy langt oppe på banen og forærede bolden til Real Madrids Karim Benzema, der let kunne score. Få dage efter var det Manchester City-reserven Zack Steffens tur til at begå hybris, og i sidste weekend førte en fodfejl fra den unge Inter-målmand Andrei Radu til nederlag i Bologna og muligvis et tabt mesterskab. Da FC Nordsjælland var på besøg i Aarhus i sidste måned spillede også Andreas Hansen fandango foran eget mål. Igen kostede det en scoring.

Målmændene fjoller ikke rundt for sjov. De har skam fået besked på det. Enhver moderne træner foragter mere end noget andet den lange, høje aflevering, det bevidstløse los ud i intetheden. Kontrol er tidens nøgleord, og derfor er idealet at beholde bolden langs jorden ved hjælp af korte pasninger.

Målmandens særstatus er dermed truet. Han, der ofte er tungere, langsommere og dårligere teknisk funderet end de øvrige spillere og desuden jo stadig også er nødt til at bruge tid på at dygtiggøre sig med hænderne, risikerer ofte at ende som en klovn på afveje. Det er underholdende, men i grunden også lidt synd.

Tre pletskud

Den internationale topfodbold er som bekendt en grydefuld chauvinisme og tyranni tilsat et skvæt fluorescerende mirakel. Heldigvis skrives og tales der for tiden klogt om både det onde og smukke.

1. I sin aktive karriere var den walisiske målmand og svorne afholdsmand Neville Southall (Everton FC, 1981-98) en lysende undtagelse i en hårdnakket drukkultur. Efter karrierestoppet har Southall brugt det meste af sin vågne tid på at bistå alkoholikere, hjemløse, narkomaner, prostituterede, selvmordstruede og seksuelle minoriteter. Og så har han en podcast, der udkommer med ujævne mellemrum, senest en virkelig berigende samtale om racisme med forfatteren Emy Onuora og en anden eksmålmand, Shaka Hislop.

2. I sidste måned kritiserede den norske fordboldforkvinde Lise Klaveness' VM-værterne fra Qatar på verdensforbundet FIFAs kongres i Doha i sidste måned. Siden har Klaveness fået afmålt opbakning fra vennerne i Dansk Boldspil-Union og  Svenska Fotbollförbundet. »Man behøver ikke at være modig for at gå på FIFAs talerstol, det er en del av jobben,« sagde Jesper Møller til norsk TV2. »Kan hun stole på de nordiske kolleger?« spørger den norske graverjournalist Andreas Selliaas i sin netavis idrettspolitikk.no.

3. Tirsdag spiller lille Villarreal Club de Fútbol returkamp i Champions League-semifinalen mod mægtige Liverpool, og selvom spanierne tabte 0-2 i England, er de ikke uden muligheder for at avancere til finalen. Det burde ellers ikke kunne lade sig gøre. Villarreals budget er langt mindre end rivalernes, til gengæld er klubben sjældent veldrevet – og gældsfri. Fodboldøkonomi-bloggen Swiss Ramble skærer askepothistorien ud i pap i endnu en af deres mageløse Twitter-tråde.