Kultur

SoMe-venligt. Kunstnerkollektivet How to kill a dog afslutter deres trilogi med en forestilling, der er en magtdemonstration i form uden indhold. Måske er det avantgarde at provokere ved at spilde publikums tid, men det er også stadig bare spild af tid.

Kejserinden har ikke noget tøj på

Inden jeg blev bedt om at anmelde Farvel til Madonna på Teater Republique, bildte jeg mig ind, at jeg vidste, hvad kollektivet bag How to kill a dog var, selvom jeg ikke havde set en forestilling af dem (billetter til deres forrige forestillinger er blevet revet væk som toiletpapir under lockdown).

Jeg anså hovedkvinderne, Jennifer Vedsted Christiansen og Emma Sehested Høeg, for en slags dansk teaters svar på Yayoi Kusama. Altså: legesyge, SoMe-venlige, let afkodelige, noget, der afkræver dig en reaktion ved at overstimulere dig – i stil med porno, Disney-film eller telefonens ai-farvemætning af alle fotografier. Også: konfetti, similisten, tivolilys, barbiedukker, popsange, budskaber, der kan stå på en T-shirt. Forstå mig ret: Jeg anså dem for et velkomment gateway drug til en kunstform, der kan virke utilgængelig.

Andre læser også

  • Kultur
    Abonnement
    Lolita er død, Lolita leve

    Glamazone. Emma Sehested Høeg er en en glitrende krigerisk naturkraft i komisk-manisk brainstorm over Lolita-figuren.

  • Kultur
    Abonnement
    Slagtebænk Troja

    Anmeldelse: Iliaden. I instruktør Elin Arbos medmenneskelige hænder bliver Iliaden på Betty Nansen Teatret en fortælling om ugengældt kærlighed, krigens kvindelige ansigter og alle de unge, anonyme døde på enhver slagmark. Det er særdeles fabelagtigt.

    Oplæst
    Amalie Langballe
  • Kultur
    Abonnement
    Universets centrum

    Anmeldelse. Tragikomedieserien Killjoy om orgasmeulighed og perfekthedskultur er på papiret artige feminismeparoler, men i praksis og heldigvis ondt eksperimenterende.