Inden jeg blev bedt om at anmelde Farvel til Madonna på Teater Republique, bildte jeg mig ind, at jeg vidste, hvad kollektivet bag How to kill a dog var, selvom jeg ikke havde set en forestilling af dem (billetter til deres forrige forestillinger er blevet revet væk som toiletpapir under lockdown).

Jeg anså hovedkvinderne, Jennifer Vedsted Christiansen og Emma Sehested Høeg, for en slags dansk teaters svar på Yayoi Kusama. Altså: legesyge, SoMe-venlige, let afkodelige, noget, der afkræver dig en reaktion ved at overstimulere dig – i stil med porno, Disney-film eller telefonens ai-farvemætning af alle fotografier. Også: konfetti, similisten, tivolilys, barbiedukker, popsange, budskaber, der kan stå på en T-shirt. Forstå mig ret: Jeg anså dem for et velkomment gateway drug til en kunstform, der kan virke utilgængelig.