Lolita er død, Lolita leve

En overgang føltes det, som om alle forestillinger, jeg så, havde fået samme fikse idé: Skuespillerne skulle filme sig selv med telefoner, og så blev deres ansigter live-projekteret op på storskærm på scenen, overbelyste a la Blair Witch Project. Det er sådan en idé, der forekommer mere genial i instruktørens udviklingsfase og mindre overrumplende på scenen. Men i Lolita for altid bliver det faktisk fikst forløst: Emma Sehested Høeg, aftenens hovedperson, filmer sit eget ansigt, og lægger sig imens til rette på en piedestal, på ryggen, spreder benene foran kæmpeansigtet på storskærmen og begynder kækt smilende at give sig selv videotransmitteret oralsex.

Det er flabet, pornografisk, opfindsomt, selvoptaget, og sådan er det hele vejen igennem. Forestillingen er et vidunderbarn med frådende ADHD og absolut nul Ritalin, skabt af kunstnerduoen How to Kill a Dog: Instruktør Jennifer Vedsted Christiansen og skuespiller/musiker/naturkraft Emma Sehested Høeg. Det er en slidt anmeldermetafor at kalde noget for et overflødighedshorn, men det er præcis, hvad vi har at gøre med her: Lolita for altid er fyldt til randen med konfekt, pop, forgiftede bolsjer, knitrende cellofan, adrætte overraskelsesangreb.