Kunstmoral. Hvad stiller man op med værker, hvis skabere er antisemitiske, umoralske eller nogle pædofile svin? Skal man forbyde dem? Eller tværtimod forsøge at forstå og diskutere dem?

Kan man skille værk og kunstner ad?

PARIS – Da bogen Samtykket af Vanessa Springora udkom i fjor i Frankrig, sendte den chokbølger gennem hele det franske litterære landskab. I bogen beskrev Springora, hvordan forfatteren Gabriel Matzneff havde udnyttet hende seksuelt, da hun var 14.

I en årrække havde Matzneffs kollegaer i det litterære establishment hyldet ham og tildelt ham priser for hans skrivekunst og lykkeligt vendt det blinde øje til hans floromvundne og udpenslende beskrivelser af hans uudslukkelige tørst efter børn – i Frankrig såvel som på sexturismetogter i udlandet. Som om hans litterære værk ikke var virkeligt, men levede et separat liv uden de ofre og bristede barndomme, han trak efter sig som et beskidt, men usynligt kølvand.

asmu
(f. 1970) er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet og Institut d'Études Politiques d'Aix-en-Provence. Aske er korrespondent i Frankrig, men skriver også om sikkerhedspolitik, europæiske forhold og økonomi, samt sprog, litteratur, kunst, kulturhistorie, mad og (natur)vin. Han har skrevet og bidraget til flere bøger heriblandt Kernevåben i knibe (1998), Turen går til EU (2001), Turen går til Paris (2009), Den rystede Republik - hvad i alverden er der galt med Frankrig? (2020) og Oh La La - Hvorfor er de så franske i Frankrig? (2022).

Andre læser også