Jeg løb om kap med Tom Cruise og tabte

Alle laver løbeklubber for tiden. Nordvest-bageriet Flere Fugle faciliterer for eksempel en månedlig femkilometers for deres jo ellers først og fremmest kardemommesnurrespisende kunder, det samme gør tøjbutikken Rezet i indre by. Og lytter man til Altingets podcast #dkpol, kan man fortsætte de politiske diskussioner på løbeture med værterne og andre lyttere. 

Det er ganske enkelt blevet en gængs måde at opbygge et såkaldt community, hvilket løst kan oversættes til, at mange i denne tiltagende virtuelle verden ønsker, at brugerne af deres brand skal føle en konkret form for samhørighed.

Men det er ikke det, vi skal i dag. For godt nok har Nordisk Films Biografer inviteret til Mission Impossible-løb som en slags opvarmning til gallapremieren på den ottende og sidste i rækken af film om efterretningsagenten Ethan Hunt, der selvfølgelig bærer titlen The Final Reckoning. 

Men vi er her ikke for at lære hinanden at kende. Nej, vi skal løbe den samlede distance, som hovedrolleindehaveren, Tom Cruise, har løbet over samtlige otte film, hvilket tilsyneladende er 4,8 kilometer, så der er altså snarere lagt op til, at vi hver især endelig får muligheden for at udleve vores indre Tom Cruise.

Eller sådan havde jeg nok tænkt det. Men så snart startskuddet lyder, dannes der prop foran Planetariet. Ruten går fire gange rundt om Sankt Jørgens Sø, men vi er, som en ansat fortalte mig, da jeg havde klædt om i den store foyer i Imperial-biografen, over 500 deltagere, hvilket jo er chokerende. Også for hende. »Vi er ikke vant til at afholde motionsløb,« som hun sagde. Og hvor typisk er det ikke. 

Findes der efterhånden en storladen selvudfoldelse, som foreningsdanmark ikke formår at kvæle med ren og skær iver og opbakning. Omvendt er mylderet, nu hvor jeg tænker over det, faktisk ret passende. 

Ethan Hunt har i hvert fald ofte behov for at komme meget hurtigt fra A til B i for eksempel tætbefolkede lufthavne, men her er vi alle for gemytligt anlagt til bare at skubbe folk til side, som han ville have gjort det.

Men nu kommer der lidt luft i feltet, for jeg er nået til den første såkaldte Ethan Hunt Sprintzone. Her skal man efterligne Cruises karakteristiske løbestil: høje knæløft og flade håndflader. Føler ikke rigtig, jeg rammer den i første omgang, men jeg ser to ældre gutter i skriggrønne trøjer med påskriften »Spurt med Kurt«, der virkelig gør. 

Her er i det hele taget løbere i alle aldre. Mest bemærkelsesværdigt en dreng på en otte-ni år, der simpelthen har taget nogle store kettlebells med sig rundt. Og det er sådan set hyggeligt, så jeg finder et tempo, jeg vurderer kan få mig sikkert i mål. Men det er jo ikke derfor, jeg er her. 

Noget fremme får jeg øje på tre yngre mænd i fuldtonede efterretningsjakkesæt, som jeg må sande, at jeg nægter at tabe til, og den impuls bliver årsagen til, at jeg ender med en fin tid. Selvfølgelig ikke bedre end Cruise selv, der, bliver vi fortalt, klarer distancen med 27 kilometer i timen, hvilket er brutalt. Men nu får vi alle medaljer og lykønsker hinanden. 

Og med rystende ben og, indrømmet, en tydeligere følelse af samhørighed end man almindeligvis deler med sine medbiografgængere, sætter vi os ind i mørket og ser mesteren løbe meget, meget hurtigt for allersidste gang.