Her Private Hell er Nicolas Winding Refns første spillefilm i ti år, og den kunne ikke starte mere passende. Det allerførste, der toner frem på lærredet, er »byNWR«, som om vi har at gøre med en duftserie eller en kollektion fra et modehus. Herefter ankommer Sophie Thatcher, en af tidens mest dragende unge skuespillere, til et tårnhøjt hotel indhyllet i en mystisk tåge og dæmpede neonfarver.

Det er brandet »Nicolas Winding Refn« for fuld hammer. Refn er en af de eneste danske instruktører, der har sådan et, og han har brugt de sidste ti år på at finpudse det. Man glemmer næsten, at det er hele tre årtier siden, at han buldrede ind på den danske filmscene med den socialrealistiske gangsterklassiker Pusher, som siden fik to efterfølgere samt en slægtning i skikkelse af Bleeder fra 1999 – en film, jeg stadig genser i dag alene for dens bevægende autentiske tidsbillede af København omkring årtusindskiftet.