Luchino Visconti, en af filmhistoriens mastodonter, knækkede i 1967 halsen i sit forsøg på at filmatisere Albert Camus’ Den fremmede. Det kan virke en smule underligt, for den korte roman fra 1942 synes på overfladen lige til at omsætte til film med sin simple, effektive fortælling om den åndsfraværende unge mand Meursault, der kommer for skade at slå en araber ihjel på en strand i det fransk besatte Algeriet.

Camus’ fortælling er skrevet i et simpelt sprog, og den har i årtier fungeret som en tidlig litterær hurdle for folk, der er i gang med at lære fransk. Men selvom bogen på overfladen fremstår ligetil, siver dens grundfornemmelse slet ikke ind i Viscontis filmatisering – alt det absurde, opgivende, apatiske og undertrykt desperate ved Meursaults handling og, ikke mindst, hans manglende reaktion på at have begået den. Camus giver form til eksistentiel tomhed; en kvalitet, der vanskeligt lader sig indfange på film.