Det er muligt, at jeg går for lidt i teatret til at kunne skrive denne tekst. Jeg ser mellem fem og 15 forestillinger om året og har gjort det de seneste fem år. Første gang, jeg var i teatret, var med gymnasiet (Orestien, Odense Teater, en pinsel). Jeg ser primært forestillinger på de store scener og næsten kun i København. Jeg ved noget om Shakespeare, men næsten ingenting om alt andet teater. Jeg er altid forvirret over, om jeg må eller ikke må tage vin med ind, og om jeg forventes eller ikke forventes at lægge mit overtøj i garderoben.

Det er altså som en novice, en udenforstående, at jeg nu lufter en undren: Det drejer sig om det, jeg bedst kan beskrive som en frygt for de store følelser – måske endda en angst for melodramaet. I stedet forekommer det mig, at der er en stor forkærlighed for: voksne mennesker, der løber rundt og råber som børn på scenen, og fremvisning af kønsdele – aldrig på en nu-er-vi-lige-nøgne-for-det-er-mennesker-måde, men altid på ta-da-aha-måden, hvor kønsdelene trækkes frem som kaniner op af en hat, som om jeg skal overraskes eller chokeres af det nøgne. Er det her meningen, at jeg skal tænke, skuespilleren går hele vejen for sin rolle? At det er modigt? Måske er jeg bare uheldig. Måske er det mig, der ubevidst vælger de skabagtige stykker med blottede kønsdele.