Storslået. Anne Linnet har samlet 50 sange, der har hobet sig op de seneste par årtier, og fortolker dem tyst, blot akkompagneret af klaver.
Hvad skrivebordsskuffen gemte
Engang, hvor jeg stod over for, hvad der forekom mig en uoverkommelig opgave, spurgte min far retorisk: »Hvordan spiser man en elefant?« Spørgsmålet virkede irrelevant, men han besvarede det øjeblikkeligt selv: »Lidt ad gangen.« Den tankemåde har jeg haft glæde af mange gange siden, og den slog mig igen, da jeg gav mig i kast med Anne Linnets seneste udgivelse, Sange til livet.
For det er en ordentlig mundfuld, 50 sange, fordelt i fire kategorier – i fysisk format helt lavpraktisk på fire cd'er – foredraget af solisten selv til pianisten Jesper Bo Hansens forbilledligt enkle og renfærdige akkompagnement. Så mange melodier og tekster i et musikalsk set så prunkløst regi er det naturligvis ikke muligt for ret mange at kapere på en gang, og der er denne signatur ingen undtagelse, trods kærlighed til Linnets sangkunst. Så i stedet har jeg indtaget den over flere dage, lidt ad gangen, og på den måde har værket fået lov til at udfolde sig på smukkeste facon. Metoden anbefales hermed.
Del:
