Kommentar. At gå til koncert kan være en euforisk opløsning af selvet. Det betyder dog ikke, at man har carte blanche til at te sig som en hæmningsløs idiot.
Hold kæft og vær ordentlig
»Der findes en grænse, hvor overbærenhed hører op med at være en dyd.« Sådan skal den britiske politiker og filosof Edmund Burke angiveligt have ytret engang i oplysningstiden. Og den grænse, er jeg ked af at måtte meddele, har vi i tilfældet koncertetikette nu overskredet i en sådan grad, at den er blevet til en prik ude i det fjerne.
Jeg plejer ellers at bide det meste i mig – dels fordi jeg formår at lukke forstyrrende elementer ude, dels fordi jeg er konfliktsky som en struds. Men nok er nok: Forleden var jeg til koncert på spillestedet Hotel Cecil i København, og på scenen stod den danske punkrocktrio Baby In Vain. De tre kvinder havde taget deres seneste album, Afterlife, med, og de spillede røven ud af bukserne. Deres vokalharmonier, guitarriffs og indbyrdes fornemmelse for hinanden – det hele gik op i en højere enhed. De udviste taknemmelighed og generøsitet, alt imens publikum lod sig begejstre af såvel de nye som gamle sange.
Del:
