Partnervalg. Når tre popkulturelle ikoner på kort tid finder lykken med karikaturer af mandemanden, er det vist på tide at spørge: Er et nyt maskulinitetsideal ved at tage form?
Hold kæft og se stærk ud
En cowboy, en amerikansk fodboldspiller og en alligatorguide. Det lyder som starten på en »tre mænd kommer ind på en bar«-joke, men det er bare de respektive job, der bestrides af henholdsvis Adan Banuelos, Travis Kelce og Jeremy Dufrene, som ikke har meget andet tilfælles, end at de danner par med nogle af verdens mest eftertragtede kvinder – respektivt supermodellen Bella Hadid, popstjernen Taylor Swift og singer-songwriteren Lana Del Rey.
Det er nu heller ikke en ubetydelig fællesmængde, og egentlig stopper lighederne heller ikke der. Det er ikke kun det, at der er noget særegent amerikansk ved disse mænd – jeg ved knap, hvad de danske ækvivalenter ville være; landmand, fodboldspiller og naturvejleder? – det er også det, at det er påfaldende mandede professioner. Hvis man for eksempel skal forestille sig den ideelle cowboy, forestiller man sig vel et stærkt, umælende væsen, der med Joan Didions ord om John Wayne kan bygge en pige et hus, der hvor floden slår et sving og balsampoplerne gror.
Del: