Didion. »Det er jo det, vi lover vores børn. At vi passer på dem. Det kunne jeg ikke overholde, jeg holdt ikke mit løfte til hende.« Joan Didion om sin mands og datters død. Om at være alene. Og om at være en gammel country club-republikaner. Artiklen blev bragt første gang i oktober 2007.
Historier om døden
NEW YORK – Denne artikel burde have været trykt med meget små bogstaver, så læseren skulle bøje sig helt ned over papiret for at tyde ordene. Det er nemlig sådan Joan Didion taler; lavt og med små bogstaver. Det er en voldsom modsætning: det, hun siger, er så voldsomt, hun bruger sig selv nådesløst, i sine ord er hun markant til stede. Men hun ligner én og lyder som én, der er ved at forsvinde.
Situationen er lidt akavet. Joan Didion er en af de største. Hendes journalistiske reportager er i en klasse for sig, og hendes evne til at bruge sig selv som diskret omdrejningspunkt er intet mindre end genial. Hun har skrevet smukke artikler og essays om amerikanerne og deres selvforståelse, om Nicaragua, Miami, Californien, Reagan og sig selv. Og så har hun udgivet en af de bedste bøger om livet og døden, jeg har læst.
Del:
