Knap nok var nyheden om den amerikanske forfatter Joan Didions død blevet offentliggjort lillejuleaften, før nettet flød over med avisnekrologer og bevægede opdateringer fra hendes læsere. Selv i døden gjorde hun det, som var hendes talent: at få os til at sænke farten og få øje på noget helt andet.

Denne aften var det selveste julen med dens forberedelser og traditioner, som for en kort stund blev trængt i baggrunden, nu til fordel for forfatteren selv. Men Joan Didion var heller ikke hvem som helst: Gennem seks årtier var hun med til at skrive den amerikanske guldalder, og undervejs blev hun selv et forbillede for mange.