Helge fylder 60 år

»Vores elskede ven, Helge Klingefeldt, fylder 60 år,« står der med guldskrift og på dansk på fødselsdagsinvitationen, som vi får uddelt, da vi ankommer til »Festen« i Londons Royal Opera House – en ny opera komponeret af Mark-Anthony Turnage med tekst af Lee Hall og baseret på Thomas Vinterbergs kultfilm af samme navn.

Selvfølgelig skal jeg med til festlighederne på Hotel Klingefeldt 18. august 1989 klokken 19. Det er også alt for længe siden, jeg som dansker har været med til en rigtig »suppe, steg og is«-middag ved langborde med hjemmedigtede sange og lumre taler.

Jeg – og min danske ledsager – bliver bestemt heller ikke skuffet over oppyntningen, da vi finder vores pladser ved siden af de 2.258 andre gæster i auditoriet. Hen over salen hænger en enorm guirlande, der med store guldbogstaver siger: »Tillykke med fødselsdagen Helge 60 år«. Ovenover hænger en smilende Helge i oval guldramme. Vi føler os lidt som æresgæster, fordi vi som nogle af de få rent faktisk kan læse og forstå både indbydelsen og guirlanden.

Hotel Klingefeldts interiør er også typisk dansk 70er-design: mørkebrune træpaneler og -døre, blomstret grønt tapet og en enorm PH-lampe. Og selvfølgelig den grønne veloursofa, hvor forbrydelserne fandt sted.

Men det ved vi jo ikke, da vi ligesom gæsterne på scenen ankommer festklædte og i højt humør. Inde i hovedet nynner vi glade med fra tilskuerrækkerne, da gæsterne synger »I dag er det Helges fødselsdag« – dog i engelsk oversættelse – inden de sætter sig til bords. Det er først, da Christian under forretten rejser sig for at holde sin tale, at den gode stemning bliver forplumret.

»Grøn eller blå tale. Du må vælge, far,« siger han.

Helge vælger den grønne, og sandheden om faderens voldtægt af Christian og hans afdøde tvillingesøster, Linda, på den grønne sofa kommer ud.

Det er yderst ubehageligt, for hvad skal man stille op med sådan en anklage lige midt i hummersuppen? Eller er det mon laks; gæsterne kan ikke blive enige. Derfor griner vi da også alle lettede, da den halvsenile farfar slår på glasset og fortæller en sjofel røverhistorie fra Helges barndom.

De er smarte, Turnage og Lee, for med muntre toner og komik får de os allesammen til at deltage i medløberiet. Vi griner endda højt, da den yngste datter, Helenas, brune kæreste, Gbatokai, bliver udsat for racistiske overgreb. Denne gang er det den voldelige lillebror Michael, der forsøger at holde festen gående ved at synge børnesangen »Baa, Baa Black Sheep«. Snart deltager hele selskabet villigt og bryder grinende ud i congadans, mens konfetti drysser ned over auditoriets gæster fra en åbning i loftet.

Det er det rystende nervevrag Helena, der – efter at hun har fundet og indtaget sine piller – leverer dødsstødet med oplæsning af søsterens afskedsbrev. Det hun efterlod, da hun begik selvmord i et af hotellets badekar.

»Far kommer og tager mig hver nat i mine drømme. Jeg kan ikke holde det ud længere,« læser Helena.

Herfra kan selv den entusiastiske toastmaster Helmut ikke redde aftenen. Men da gæsterne dagen derpå tager afsked i receptionen, trykker de villigt hånd med værtsparret.

Vi – de øvrige godt 2.000 gæster – er derimod usædvanligt stille, da vi i samlet flok forlader Hotel Klingefeldt.

Grinede vi virkelig af den congadans, efter alt hvad Christian havde fortalt os?