Møllers have. Forlæng rabarbersæsonen med forskellige sorter i haven.
Havens røde stilke
Rabarber er ofte den første af havens afgrødeplanter, der viser tegn på vår: Allerede i februar begynder plantens knopper at svulme og gløde dybrødt i bedene – hvad der straks får fasanerne til reflektorisk at hakke i dem, nok i den tro, at der er tale om en dyrisk lækkerbisken. Jeg plejer derfor at dække planterne med fintmaskede netkurve eller sigter, således at de kan få mulighed for at udfolde sig i fred. Så snart væksterne er bare lidt længere fremme, har fjerkræet helt tabt interessen, og beskyttelsen kan fjernes. I løbet af få uger er stilke og bladplader skudt frem, og allerede i april vil man kunne høste de første stilke til en lille, lækker efterret. Selvom rabarber af egen drift i forvejen er tidligt på færde, kan man med et par drivningskneb sætte yderligere fart på fremvæksten og kalde dem frem flere uger tidligere. Det kan gøres med særlige drivklokker af lertøj, store urtepotter, krukker eller med nogle af de snilde, men knap så smukke, sorte murerspande. Det skulle kunne fremrykke høstpremieren med tre uger. Drivning i mørke fremmer tilmed rødme og sødme.
Hvor salat plukkes, asparges stikkes, og kål skæres, så er høstudtrykket i denne plantes tilfælde »at trække«; man »trækker rabarber«, idet man med et nogenlunde lodret greb forsigtigt hiver, vrikker og afbrækker bladstilken ved fæstet.
Som regel vil man kunne høste frem til sankthans, derefter bliver de først udviklede stilke ofte for grove og oxalsyreindholdet for stort. Hos flere sorter sættes der dog nye stilke i løbet af sommeren, således at høsten kan genoptages i august-september.
Uanset tidspunkt kræver høst af rabarber (og asparges) en høj grad af mådehold og selvbeherskelse. For det er ikke bare overskydende frugter, men selve produktionsapparatet, som man forgriber sig på. Tommelfingerreglen siger, at man højst bør høste en fjerdedel af stilkene ad gangen. Er man for grådig, går det ud over plantens vækst og produktion af oplagsnæring – og dermed over kommende års høstmuligheder. Ellers er rabarber meget nem at dyrke. Planterne passer stort set sig selv og kommer trofast igen år efter år – hvis man som nævnt ikke driver rovdrift på dem. Og gerne tilfører kompost eller møg.
Navnet er en kortform af »rhabarbarum« (så den gængse fortalelse »rabarbarer« er ikke helt ubegrundet). Første led skulle være et persisk ord for rod, som dog på græsk blev omtydet til det græske navn på den russiske flod Volga. Andet led er det græske ord for udenlandsk eller fremmed, barbaros, således at navnet alt i alt kan udlægges som »den fremmede rod fra Volga«.
JEG HAR FOR MANGE ÅR SIDEN set rabarber stå i kvangårde på Færøerne og Island sammen med den navngivende skærmplante og troede derfor umiddelbart, at rabarber havde en lang dyrkningshistorie i Norden. En art af rabarber blev da også dyrket i senmiddelalderen, men det var ikke vor nu så velkendte havevækst, men arten Rheum officinale, læge-rabarber. Roden af denne og nærtstående arter har været anvendt som lægemiddel i Kina i op mod 5.000 år og i Middelhavsområdet i mindst 2.000 år og har også været at finde i krukker på apotekerhylder og medicinkister i Mellem- og Nordeuropa i århundreder. Men det var først langt senere, at køkkenurten, bladstilkgrøntsagen kom ind i billedet. Den stammer fra Centralasien og kom til Danmark via England. Det lader til, at Rosenborg Slotshave blev det sted, hvor de første stilkrabarber fik lov at slå rod hertillands. Det skete omkring 1833, men først fra 1850erne og hen mod slutningen af 1800-tallet og stedvis endda først fra et stykke ind i 1900-tallet fandt den for alvor vej til de danske køkkenhaver.
En sikkert temmelig velkendt ulempe ved rabarber er plantens store indhold af syre, først og fremmest af æblesyre og oxalsyre. En væsentlig del af køkkenindsatsen består derfor i at afbøde og neutralisere disse syrer gennem tilsætning af kalciumklorid og sukker.
I Danmark findes over 70 forskellige sorter af rabarber. Flere af de hyppigst dyrkede er krydsninger mellem to arter, Rheum rhabarbarum og R. rhaponticum. Der er store forskelle på de enkelte sorters vækst, syreindhold og velsmag, og på hvornår sorternes stilke er tjenlige til høst. Ved at have flere sorter i haven, eksempelvis en tidlig sort som Timperley Early eller Victoria, en middeltidlig som Rosenhagen eller Elmsfeuer og en sen sort som Marshall’s Early Red, Spangsbjerg eller en af vinrabarberne, kan sæsonen udstrækkes yderligere. Vinrabarber er forholdsvis små af vækst, men har til gengæld de fineste røde stilke.
På det seneste har jeg anskaffet en remonterende, højtydende sort med sortsnavnet Rheum »everbarber« »Cropstar«. Den skulle kunne sætte nye stilke hen over sommeren og derfor vedvarende levere råstof til såvel det søde som det salte køkken. Det vil vise sig i den kommende sommer.
Del:
