Klapsalver havde jeg ikke forventet, måske bare et lille tak eller i det mindste den der »mmm«-lyd, som hang i storrumskontoret, da min kollega nogle dage tidligere havde æbler med fra haven. Jeg havde trods alt stået på en stige, balancerende over en vildtvoksende kristtorn, for at nå de højthængende blommer på træet i vores have, skyllet og pakket dem i poser, fragtet dem i et kogende S-tog fra forstaden til kontoret. Men selvfølgelig gik det galt. Blommerne kunne ikke klare turen, de fleste bristede, og ydmygelsen var uundgåelig.

»Skal jeg bære dem ud i køkkenet, før fluerne begynder at spise jeres øjne?« lød det tørt fra en kollega, da blommerne havde stået næsten urørt i storrumskontoret et døgns tid. Jeg havde godt set bananfluerne, som cirklede over frugtkurven, mens mine kollegaer forsynede sig med bananer, æbler, appelsiner, ja, selv kiwier og de umulige passionsfrugter, alt andet. Men måske ville de forbarme sig over blommerne, tænkte jeg, når der ikke var andre muligheder?