Anmeldelse. Janus la Cour faldt måske ud af sin egen tid, men udstillingen på Nivaagaard viser, at han er ankommet lige til samtiden.
Han elskede træer højere end kvinder

Janus la Cour, Slottet Chillon ved Genfersøen, 1876 Foto: Torben Christensen, Nivaagaards Malerisamling
Han var ungkarl og barnløs og malede en afbarket træstub med samme kærlighed, hvormed andre malede en dejlig kvinde. Sådan blev Janus la Cour beskrevet af vennen Joakim Skovgaard i slutningen af 1800-tallet. Nu er en udstilling om maleren, der var mere optaget af landskaber end af menneskelige lidenskaber, åbnet på Nivaagaards Malerisamling, og at træde ind i Janus la Cour. Stilhed er som at besøge en verden, hvor naturen har taget magten, og hvor mennesket alene er på tålt ophold. Kun et enkelt sted, på maleriet Høje bøgetræer, skimtede jeg noget, der kunne ligne to mennesker.
Janus la Cour er lidt for kendt til at være ukendt og samtidig for anerkendt til at kunne afkræve en udstilling om at være overset eller glemt. Efter længe at have opholdt sig i udkanten af dansk kunsthistorie er han ved at bevæge sig frem i lyset, godt hjulpet på vej af accelerationssamfundet og klimakrisen og af nogle tyske kunsthistorikere, som er helt vilde i varmen efter hans malerier. Slående mange malerier tilhører Christoph Müller Stiftung eller Sven Drühls samling.
Del: