Hænge­mulens sang

Jeg har altid afskyet glad musik. Hvis jeg skulle nævne et band, der gør mig trist helt ind i knoglerne, ville jeg svare: ABBA.

Det er den hedonistiske og opløftende musik, jeg mener; den musik, som dj’en sætter på, så vi kan fejre, at vi er levende kroppe, der i nogle timer er i stand til at miste forstanden i en lykkerus. Dét er den værste musik.

Min redaktør har en teori. Hun siger, at musik fungerer som en modvægt. Mennesker med et dunkelt sind opsøger livsglad musik, mens folk, der naturligt er glade i låget, finder uhæmmet glade lyde frastødende.

Det lyder rigtigt! Jeg er netop en i udgangspunktet glad mand. Hvilken gavn skulle glade mennesker have af at få tilført yderligere glæde i musikalsk form? Det er grådigt. Man spiser jo heller ikke ost med ost på (medmindre man bestiller pizza quattro formaggi).

»Nej tak, jeg er sød nok, som jeg er,« som den modbydelige gangster Brick Top snerrer i filmen Snatch, da nogen spørger, om han bruger sukker i teen.

Sagen er jo, at glade mennesker, der laver glad musik, risikerer at udvikle lalleglæde. Det er det, ordet betyder: Den lalleglade er en lykkelig person uden smag. Ligesom følsomme mennesker, der hører dansktop og country, risikerer at blive lallesentimentale, eller meget samvittighedsfulde journalister, der skriver »konstruktive« historier, uvægerligt bliver lalleopbyggelige.

Hvad gør en glad popsang forfærdelig, altså ud over dens smittende, hoppende omkvæd?

Tak for spørgsmålet: Ifølge den engelske avis The Independent har musikforskeren Michael Bonshor fundet en formel for »the happy song«. En glad sang er i dur, det giver næsten sig selv. Derudover skal den have et ret højt rytmisk tempo (137 slag i minuttet). Og så skal den glade melodi indeholde syverakkorder, altså have dette ekstra jazzede pift.

I en undersøgelse, omtalt i tidsskriftet Science, konstaterede forskere, at »glade ord« som baby og sweetness ledsager disse syverakkorder i mange elskede, lalleglade numre.

Det ville være let at bygge en app, der straks identificerer en sang som glad og livsbekræftende og automatisk overdøver den med »The Bed« af Lou Reed eller »Lived in Bars« af Cat Power.

ET ANDET VÆRN mod den glade musik er psykologisk. Ved at tænke på de tragiske historier, der omgærder mange glade sange (jævnfør teorien om, at glad musik er en modvægt til tungsind, og det faktum, at musikindustrien er kynisk og destruktiv), kan man skærme sig mod musikkens iboende munterhed.

»Good Vibrations« af The Beach Boys optræder for eksempel på de fleste lister over verdens gladeste sange, men når jeg lytter til den, tænker jeg straks på Brian Wilsons smertefulde år med psykisk sygdom, og så går det lige an.

ABBAs »Dancing Queen« – et mesterværk af lallethed – er også ret creepy, hvis man erindrer, at sangens diskoteksdronning faktisk kun er 17 år gammel og slet ikke burde være blevet lukket ind på noget narkooversvømmet, klamt 70er-diskotek, hvor alle kan »digge« hendes ensomme dans. Det er sikkert Simon Spies, der ejer den pågældende natklub; i halvmørket sidder han ved sit stambord som en tudse og gransker dansegulvet med kolde øjne. Så giver han signal til en håndlanger: »Gå ud og skaf mig hende der!« Nej, »Dancing Queen« ender ikke lykkeligt. Så den kan vi alligevel roligt sætte på.

AQUA ER, som man vil vide, et af historiens mest lalleglade bands, og navnesammenfaldet med Abba må være overlagt. Et forsøg på fra dag ét at indtage den skandinaviske fjantethedsmusiks jerntrone. Aqua vidste, hvad de gjorde. I en artikel her i avisen for nylig om bandet maler Christian Bennike et billede af 1990erne som et optimistisk og bekymringsfrit årti. Med stor snilde, og ja, talent, kanaliserede Aqua denne vilde glæde i tiden ind i en næsten pornografisk iørefaldende lyd.

Jeg var teenager i 90erne og fandt festen stærkt nedtrykkende. Måske er det ikke årtiets skyld. Når jeg ser Babylon Berlin, tror jeg, at jeg også i 1920erne ville have mukket over min varme øl, mens andre dansede, som om morgensolens første stråler ville forvandle dem til støv.

Ydre omstændigheder spillede ind. Jeg aftjente værnepligt, da Aqua brød igennem, og måtte for første gang underlægge mig den stupide, militære ufrihed. Måske kan jeg vænne mig til at høre Aqua, hvis jeg husker at forbinde dem med patruljer i iskoldt mudder og blodvabler.

En skam, at Cat Power ikke har fortolket Aqua endnu. Hun kunne synge »Doctor Jones«, så selv René Dif ville begynde at tude.

Jeg beskyttede mig mod 90erne ved selv at være fjollet, men på en kalkuleret måde – løb på rulleskøjter inden døre og lavede rottehaler i håret, tegnede portrætter af mine lærere og lod dem hænge op på gymnasiet, den slags. Det var den maksimalt 90er-agtige måde at håndtere presset fra den ydre verdens fjolleri på.

Ironisk dansede jeg min usexede dans i sikker afstand af de kvindelige udvekslingsstuderende, der nok hellere ville have danset til glad musik med en dreng, som greb dem om livet, end med en papfigur, der udførte en slags protestaktion i stop-motion.

Ja, det er tydeligt, at mit hængemuleri i mødet med den glade musik også var en spildt mulighed.

Glad musik anerkender ikke grænser og værdighed. Måske var jeg bange for den glade musik. Måske bør jeg finde modet til at konfrontere den.

Spørgsmål til depressive læsere: Hvor skal man starte, hvis man gerne vil i gang med at høre Gnags?

Weekendavisen bringer hver uge ‘Levned & meninger’. De kan læse eller genlæse tidligere her.