Anmeldelse. Trods mislyde cementerer Carla Simóns Berlinale-vinder den unge instruktørs talent for at skildre traditionelle livsformer, der balancerer på kanten af udryddelse.

Grøn var min barndoms ferskenlund

Catalanske Carla Simón er del af en lille bølge i moderne europæisk film, der sensitivt skildrer den endelige udfasning af kontinentets traditionelle, regionale familieerhverv. Bølgen tæller blandt andre italienske Alice Rohrwacher, hvis glimrende dramaer Miraklerne og Lazzaro den lykkelige fokuserer på henholdsvis biavl og tobaksproduktion, og maltesiske Alex Camilleri, der i sin debut Luzzu fremviser umenneskeligheden i hjemlandets illegale fiskeindustri.

Filmene viser en gammel verdensorden, der er under hastig afvikling i det omfang, den overhovedet findes endnu. Det er en verden defineret af familiebånd med en selvfølgelig tæthed og slidstyrke, et langsommeligt, taktilt forhold til naturen og en afgrænset livsform, hvor hele tilværelsen finder sted inden for rammerne af en familiebedrift. Filmene viser samtidig overgangen til en ny verdensorden domineret af en ansigtsløs, multinational og maskinel tilgang til de traditionelle erhverv.

lawj
(f. 1986) skriver om film og litteratur og om, hvordan internettet og den teknologiske udvikling forandrer verden. Uddannet i engelsk og nordisk sprog og litteratur fra Aarhus Universitet og har en ph.d. i amerikansk litteratur ved Hebrew University.

Andre læser også